“Nu skal politikerne smede”
Formanden for Kolindsunds Venner ser en mulighed for at komme tættere på gendannelsen af Jyllands største sø, hvis politikerne vil det
Fødslen af Den Danske Naturfond, der er et barn af det kommende års finanslov, som regeringen fik igennem med støtte fra partierne i højre side af Folketingssalen, kan blive lidt af et gennembrud for en realisering af Kolindsunds Venners vision for sundet: genskabelsen af Jyllands største sø.
Jesper Nielsen, formand for bestyrelsen i Kolindsunds Venner, mener, at det nu må være op til politikerne i de nyvalgte Norddjurs Kommunalbestyrelse og Syddjurs Byråd at smede, mens tid er, og blive enige om at bevilge 1 mio. kroner hver, som kan sikre fremdrift for Kolindsund-projektet.
Tilbud fra Auken
"Miljøminister Ida Auken (SF) har tilbudt at få sine folk i Naturstyrelsen til at omskrive det nuværende kommissorium for Kolind-sundprojektet, hvis begge Djurslandskommuner vil bidrage med 1 mio. kroner hver," påpeger Jesper Nielsen.
"Der er politisk flertal i begge kommuner for at realisere Kolindsund-projektet, så der er ingen tid at spilde. Det må kunne lade sig gøre at finde en million begge steder, når Miljøministeren kommer med så generøst et tilbud."
En lille milliard
Den ny fond vil ifølge aftalen få til formål at gennemføre natur- og miljøprojekter, som bidrager til naturens mangfoldighed, beskyttelse af truede arter, renere vandmiljø og lavere udledning af drivhusgasser. Desuden skal fonden styrke den folkelige forankring og opbakning til naturgenopretning og naturbeskyttelse.
Med oprettelse af fonden sikrer finanslovsparterne bag aftalen også en væsentlig medfinansiering, idet VILLUM FONDEN yder et bidrag på 250 mio. kroner og Aage V. Jensens Naturfond 125 mio. kroner. Sammen med 500 mio. kroner fra staten, giver dette en samlet kapital på 875 mio. kroner til fondens arbejde.