“Det her skal jeg nok klare”

Overlægen og sygeplejersken på Herlev Hospital ser alvorlige ud:
"Nå, Rikke, det var ikke så godt det her." Rikke fatter ikke, at det har noget med hende at gøre, og hun tænker, hvad de mon mener.
"Der er bid denne gang," husker Rikke overlægen siger.
"Alt stod stille, det var som om, jeg pludselig hoppede ind i en surrealistisk verden. Min kæreste Ole var på Lolland, men jeg har en veninde i Herlev, som jeg straks ville ringe til," fortæller Rikke om den skæbnesvangre efterårsdag sidste år, hvor hun fik at vide, at hun havde en ondartet kræftknude i det højre bryst.
I juni måned havde hun fået foretaget en mammografi, alt så fint ud. Men i september står Rikke i badet efter en zumba-time.
"Jeg har altid været god til at mærke efter, min søster og jeg har deltaget i et forskningsprojekt, fordi vi er genetisk disponeret for kræft. Både min mor og mormor er begge døde af kræft, min far har også haft kræft." Rikke og hendes søster har af samme årsag omhyggeligt fulgt årlige screeninger for brystkræft og kræft i æggestokkene.
"Først bliver jeg rigtig forskrækket, så kom den der følelse 'at det sker jo kun for naboen'. Jeg kan mærke, at knuden er på størrelse med en mandel, men jeg hæfter mig ved, at den er mobil, og det er et godt tegn. Jeg ringer til min læge, som fortæller, at klinikken har besøg af en turnuslæge, som har været på brystkirurgisk afdeling. Jeg får derfor en tid indenfor en uge."

'Det føles helt normalt'

Rikke kommer til undersøgelse, og det første lægen med et smil på læben siger er 'Nå, så nu tror du, at du har brystkræft'.
"Det var upassende, sådan behøver man ikke at svare," siger Rikke. Hun får at vide, at knuden føles helt normal, og at det tyder på, at det ikke er noget farligt.
Lægen er i tvivl om, hvorvidt man skal gøre mere ud af det, så hun ringer til Herlev Hospital. De er imidlertid ikke i tvivl om, at Rikke skal undersøges nærmere.
"På Herlev Hospital får jeg igen at vide, at knuden føltes helt normalt. Det er 100 pct. ingenting, siger de."
Prøven bliver taget på lægens kontor, og efter en uge ringer telefonen hjemme hos Rikke.
"De fortæller, at der ikke er et klart svar, så jeg skal komme ind igen til en ny biopsi. Her får jeg også foretaget en ultralydsscanning og en mammografiundersøgelse."
Rikke husker, hvordan lægen drejer skærmen, så hun kan se, at det ser fredeligt ud. Med andre ord så er der intet, der giver Rikke grund til bekymring. Men der skal gå endnu en uge, før Rikke kan få svar på de nye prøver.
"Jeg siger til min kæreste, at denne gang behøver han ikke at køre med, så jeg er alene på hospitalet, da overlægen og sygeplejersken fortæller mig, at det ikke er så godt."
Rikke husker ikke ret meget af den videre samtale, ordet brystbevarende operation og kemobehandling sidder i erindringen som noget af det eneste fra den samtale.
Lægen kan godt se, at Rikke er helt diffus, så han siger:
"Rikke, tag den tid du har brug for, og kom i stedet herind i morgen sammen med din kæreste." Rikke ringer til sin kæreste, som befinder sig i bilen på vej til Lolland.
"Han kaster bilen ind til siden, og nærmest råber 'nej det er ikke rigtigt. Det bryst skal bare væk'."
På vej hjem i bilen ringer Rikke, til stort set alle hun kender. Det får hende hjem til Frederikssund.
"Jeg græder, men samtidig sætter mit overlevelsesinstinkt ind. Jeg tænker, det her skal jeg nok klare."

Skulle hurtigt opereres

Om aftenen får Rikke og Ole en god snak, og det meste af natten bruger Rikke på at surfe rundt på nettet.
"Jeg læste overlevelsesstatistikker for kræfttilfælde."
Den efterfølgende dag var Rikke igen på hospitalet. Denne gang var hendes kæreste med.
"Jeg skulle hurtigt opereres. Det var fredag, og den efterfølgende onsdag skulle jeg have fjernet mit bryst. Om aftenen havde vi inviteret gæster. Ole spurgte, om vi ikke skulle aflyse, men nej det ville jeg ikke. Vi fik snakket og snakket, drak og grinte, det var en god aften."
På en af årets mørkeste dage sidst i november fik Rikke fjernet brystet. Da man efterfølgende analyserede det, fandt man endnu en knude.
"Knuden, jeg selv havde opdaget, var 1,3 cm, men da man fandt en anden, som var 0,7 cm. blev jeg så taknemmelig over, at jeg havde valgt at få hele brystet fjernet. Heldigvis havde kræften ikke spredt sig til lymferne." Rikke trækker blusen lidt til side, og viser et fint ar efter brystoperationen.
"Jeg har ikke svært ved at tale om det. Og jeg har ikke på noget tidspunkt været hæmmet over at vise Ole resultatet."

To lyse lokker i en kasse

Men arret, som er eneste synlige bevis på, at der engang var et bryst, er ikke det eneste tegn på, at Rikke har gennemgået en livstruende kræftsygdom.
For selvom hun er smuk, som hun sidder dér ved spisebordet, og indimellem nipper af koppen med the, samtidig med, hun snakker, gestikulerer, og griner i et væk, så vidner de små, fine mørke dun på den ellers skaldede isse også om, at hun har været alvorlig syg.
Seks kemobehandlinger er ikke gået sporløst hen.
"Hvis du spørger, om min kvindelighed sidder i mine bryster, så er svaret nej. Den sidder i mit hår.”
Rikke rejser sig fra bordet og henter en kasse, hvori der ligger to lange, lyse lokker. Hun ønskede ikke at stå med sit lange, lyse hår i hårbørsten, så en veninde klippede hendes hår helt kort inden behandlingsforløbet.
"Nøjagtigt 14 dage efter første kemobehandling kunne jeg hive det af i totter. Hvis det blæste for meget, tog jeg mig selv i at holde på håret. Så den 28. december tog Ole det sidste af mit hår med trimmeren. Da brød jeg fuldstændig sammen. Det var værre end at få fjernet brystet. Det er i virkeligheden nok i mit hår min kvindelighed sidder," siger Rikke ræsonnerende.

Gode 'kemo-gener'

Rikke frygtede kemobehandlingen, hun var splittet. Hun havde set både sin mor og far og sin veninde få kemo, alle havde jo klaret sig igennem behandlingen. Hun vidste også, at man med tiden er blevet bedre til at mindske bivirkningerne.
"Min far sagde: 'Jeg håber, du har mine kemo-gener'."
Rikke smiler, men bliver straks mere alvorlig. De første tre kemobehandlinger gik godt, men de efterfølgende tre var med Rikkes egne ord 'noget stridere'.
"De påvirkede knoglerne, muskelmassen og bindevævet i min krop. Jeg havde totalt influenzasymptomer." At slippe den bekymringsorm, som ellers gerne vil gnave, har været noget af det sværeste for Rikke.
Som mor til Mille på 11 år og Vigga på halvandet har hendes piger været den altoverskyggende bekymring, for hvis hun ikke overlevede sygdommen?
"Der var to ting, som fyldte rigtig meget hos mig. Mine piger har hver deres far, og de måtte love mig, at pigerne ikke mistede kontakten. Ole er fra Bornholm, og jeg tror, at han måske godt kunne finde på at flytte tilbage, hvis han blev alene med Vigga. Men så skulle han love mig at holde kontakten til Mille. Det andet var, at jeg har en kasse med alle Milles barndomsbilleder og forskellige ting, blandt andet to nisser som er Milles. Det var vigtigt, at han kendte historierne bag alle disse minder."

Skaldet og med et bryst

Lille Vigga var forskånet for at skulle forholde sig til morens sygdom, men det var Mille ikke.
"Ret tidligt i forløbet satte jeg mig med Mille. Jeg sagde: 'Mille vi skal have en lille snak.' Jeg fortalte hende, at jeg havde fået hele brystet fjernet, og da hun hører mig nævne ordet kemo, siger hun: 'Har du da kræft'. Da brød hendes verden sammen. Kræft er for børn lig med død. Jeg fortalte hende, at jeg havde haft kræft, men at den var væk nu."
Rikke fortæller, hvordan Mille stillede en masse spørgsmål weekenden igennem. Blandt andet spurgte hun, om hun så også ville få brystkræft, hvortil Rikke svarede, 'nej for du har jo ingen bryster'.
Søndag aften ringede Rikke til Milles klasselærer. Mille ville gerne have hjælp til at fortælle det i klassen, og læreren lovede at hjælpe hende.
I det hele taget har omgivelsernes reaktion og støtte betydet meget for Rikke. Ikke alene har hun med egne ord en helt speciel kæreste, men hendes veninder kunne hun heller ikke have undværet.
"Ved du hvad? Jeg har tænkt, at jeg er skaldet og kun har et bryst, hvor attraktiv er jeg så? Sex er nok det sidste, man kan rumme, men Ole har ikke stået og ventet. Intimiteten og nærværet har alligevel været der, og det er det, man har brug for. Mine veninder har også været fantastiske. En sørgede for parykken," Rikke fisker en fin pagehårsparyk frem af en æske, hun har hentet i entreen.
"Jeg har faktisk ikke brugt den, det er bare ikke rigtig mig." Hun fortæller, at en veninde klippede hendes hår af, to veninder kørte fast med hende til kemobehandlinger på Hillerød Hospital, og sådan kunne hun blive ved.
"Jeg tror ikke, at der er gået en dag, hvor jeg ikke har drukket kaffe med en af veninderne Forleden holdt de alle sammen et surpriseparty for mig. Jeg fik blandt andet det her armbånd," Rikke rækker armen frem og drejer lidt på det fine læderarmbånd, som er viklet flere gange rundt om hendes spinkle håndled.

Frygten slipper man aldrig

"Midt i sådan noget, får man øjnene op for, hvor rig man er. Man kan faktisk godt vende det til noget positivt. Det sætter tingene i perspektiv. Men mange har den holdning, at når man bliver udsat for det, jeg har været igennem, så lærer man, at kysse dem man elsker lidt mere, man lærer at realisere en masse projekter og føre drømme ud i livet. Jeg har det faktisk helt anderledes. For jeg vil bare have lov til at leve mit liv. For det er livet for mig. Jeg skal bare have lov at leve, vaske tøj, passe familien, drikke kaffe og alt det andet hverdagsagtige."
Rikke er færdig med kemobehandlingen, men det betyder ikke, at hun nu kan ånde lettet op, tværtimod. Hun gruer for første kontrolbesøg til sommer, den frygt tror hun aldrig, hun slipper af med.
"Men jeg har valgt at fokusere på det positive, blandt andet at jeg får to nye bryster," siger Rikke og smiler.
Til maj har Rikke valgt at få fjernet hele underlivet, for med hendes gener er risikoen for kræft i æggestokkene forhøjet væsentligt. Det venstre bryst skal også fjernes. Rikke fortæller, at det foregår ved en lang operation, hvor man samtidig rekonstruerer det højre bryst, og når lægerne er færdige med at fjerne det venstre, så rykker man i bogstavligste forstand over på den anden side af operationsbordet og rekonstruerer brystet her.
"Vi har joket med, om det er en Linse Kessler model, jeg skal gå efter," Rikke griner, og siger så med glimt i øjet:
"Om tre måneder skal jeg fem dage til Malaga med to veninder, så skal jeg drikke sangria og give den gas med nye babser."