Fortsæt til indhold

Samlede skrald på strande

Lærerne vil gerne være nyttige. Derfor samlede omkring 50 lærere tirsdag eftermiddag skrald sammen på stranden ved Frederikssund

Samfund
Jesper Kappel

"Vi er lockoutede, så vi må ikke undervise på skolerne. Så nu rydder vi op på stranden i stedet for og laver samfundstjeneste."
Sådan lyder det fra Henrik Hansen, der er tillidsrepræsentant for lærerne på Frederikssund Private Realskole. Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening, der organiserer lærerne henholdsvis på de offentlige og private skoler, gik tirsdag sammen om arrangementet "Lærerne tager skraldet". I Frederikssund deltog omkring 50 lærere i arrangementet, hvor man fjernede skrald fra stranden ved Kronprins Frederiks Bro.
"Vi er trætte af at gå rundt med skilte. De første 14 dage i konflikten har vi skullet gøre opmærksom på os selv. Nu vil vi gerne vise, at vi vil arbejde," siger Henrik Hansen og fortsætter:
"Vi synes, at der igennem den seneste tid er blevet tegnet et billede af os som folk, der har tidligt fri, og som ikke kan styre arbejdstiden. Der er ikke noget mine kollegaer hellere vil end at undervise børnene på skolen. Men vi må ikke," siger Henrik Hansen.
Arrangementet "Lærerne tager skraldet" blev afholdt rundt om i hele Danmark.