For lidt tid og for meget styring
For få timer til arbejdet og familien og alt for meget styring af lokalpolitik fra Folketinget. Det er de to væsentligste grunde til, at Ida Bode og Gudmund Kjær Hansen ikke genopstiller til kommunalvalget
To ud tre medlemmer af SF's byrådsgruppe i Egedal har valgt at sige nej tak til lokalpolitik og genopstiller derfor ikke til kommunalvalget den 19. november i år. Det er Ida Bode og Gudmund Kjær Hansen, der begge blev valgt ind i byrådet ved det seneste valg i 2009.
"Det er af personlige årsager, at jeg stopper. Det er svært at få privatlivet, fuldtidsarbejde og kommunalt arbejde til at hænge sammen. Hvad skal man bruge tiden på? Der er konstant en følelse af dårlig samvittighed over, at der er noget, man har glemt at gøre," fortæller Ida Bode, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune.
"Byrådsarbejdet fylder meget i forhold til mit almindelige arbejde. Der er mange møder, og der bliver flere og flere, der ligger i arbejdstiden," siger Gudmund Kjær Hansen, der altså også stopper. Han synes også, at der kan være for lidt politik i arbejdet.
"Der er store dagsordener, men meget af det er ikke politik, men det fylder alligevel. Der er mange punkter, som vi ikke har chancen for at påvirke for eksempel lån til boligforeninger eller kvalitetsstandarter. Der er mange ting, der "bare" skal godkendes," siger Gudmund Kjær Hansen.
Han mener, at for ofte er det administrationens oplæg og ikke et politisk oplæg, der bliver drøftet.
"Vi har en dygtig og meget professionel administration, men det gør også, at det bliver sværere og sværere at følge med som politiker," siger han
For styret
Både Ida Bode og Gudmund Kjær Hansen synes også, at lokalpolitik er styret for meget af Folketinget.
"Det er frustrerende, at man har en kommunalfuldmagt, men regeringerne laver flere og flere regler og love, der giver mindre og mindre råderum til at tage vores egne beslutninger. Det er blevet meget detailstyring for oven, som vi så skal finde lokale løsninger på. Det er svært. Det, der er behov for i Sønderjylland, behøver der ikke at være behov for på Sjælland," siger Ida Bode og nævner som eksempel, at før i tiden kunne man lokalt selv bestemme priser for spildevand. Nu skal de priser godkendes i statsapparatet.
Gode erfaringer
Begge politikere understreger, at de ikke er skuffede over lokalpolitik. De har lært meget og fået erfaringer, som de kan bruge fremover.
"Jeg tager viden med om det kommunale politiskesystem, og hvordan det virker. Jeg kan bruge det i mit arbejde som embedsmand i Miljøstyrelsen," siger Gudmund Kjær Hansen.
"Jeg har lært, at samarbejde er alfa og omega. Jeg synes, det har fungeret godt i den seneste valgperiode, og jeg er stolt af de mange gode resultater, som vi er kommet frem til," slutter Ida Bode.