Fortsæt til indhold

Flere ændringer på Helsingør-motorvejen

Broarbejde på Helsingørmotorvejen i de kommende uger betyder, at trafikanterne må indstille sig på trafikale omlægninger

Samfund
Arkiv

Vejdirektoratets entreprenører er i færd med at anlægge en ny bro, hvor Egebækvej skal krydse motorvejen syd for Gl. Holte. Næste aktivitet bliver at sætte et stillads op, og det giver ændringer for trafikanterne.
Onsdag den 11. december bliver to tilkørselsramper spærret i et par timer.

  • Tilkørslen mod Helsingør ved <14> Nærum. Her spærres tilkørselsrampen i 2 timer mellem 20.00-22.00
  • Tilkørslen mod København ved <13> Gl. Holte. Her spærres tilkørselsrampen i 2 timer mellem 22.30-00.30

Der vil være skiltet omkørsel via Langhaven, Kohavevej og Rundforbivej.
I weekenden 13. – 16. december bliver omlægningerne mere omfattende. Det meste af arbejdet foregår over de nuværende vejbaner og af hensyn til trafiksikkerheden ledes trafikken til den modsatte side af vejen.
Arbejdet begynder fredag 13. december kl. 19.00 og vil være færdigt senest mandag 16. december kl. 06.00. I den periode vil der mellem frakørsel <14> Nærum og Gl. Holtevej kun være 1 spor farbart i hver retning.
Vejdirektoratet forventer køkørsel og forøget rejsetid lørdag og søndag særligt i tidsrummet 10-18. Derfor opfordres trafikanterne til at overveje alternative veje, hvis de planlægger at køre på strækningen i den pågældende periode. Alternative veje kunne for eksempel være via Lyngby omfartsvej, Kongevejen og Hørsholm Kongevej. Det svarer til rute 201 og rute 229.
Broarbejdet er en del af Vejdirektoratets arbejde med at udbygge Helsingørmotorvejen fra 4 til 6 spor på strækningen Hørsholm S – Gl. Holte. Udbygningen ventes færdig i 2016.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte give trafikanterne, og bestræber sig på at gøre arbejdet færdigt hurtigst muligt.