Byens bedste lærer fik blomster
Hanne Roed fra Lillerød Skole fik i fredags overrakt blomster som en hyldest og værdsættelse af hendes indsats som lærer
Det Radikale Venstre i Allerød har kåret Allerøds bedste lærer, og hædren tilfaldt Hanne Roed fra Lillerød Skole.
"Hanne har lært os utroligt meget. Hun er en virkelig sjov lærer at have, og så er hun dygtig", siger Mathilde, der var blandt de elever, der stemte på deres lærer Hanne Roed.
"Faktisk har jeg det lidt mærkeligt med, at det er netop mig, der står her og bliver hyldet og får blomster. For der er rigtig mange af mine kollegaer, der også gør det godt. Men selvfølgelig er det altid dejligt med ros og anerkendelse af sit arbejde," siger Hanne Roed.
Det var den radikale byrådskandidat Kathrine Thonbo, der overrakte blomsterne og hædren til Hanne Roed.
"En lærers job er så utroligt vigtigt for børnene og for samfundets fremtid. Jeg håber denne kampagne er med til at sætte fokus på værdsættelsen af den gode indsats," siger Kathrine Thonbo, der gennem kampagnen med at hylde lærere, har fået øje på en lille tendens til, at man glemmer at stoppe op og klappe sig selv på skuldrene, når man faktisk gør det godt.
"Hvis jeg havde eet ønske, så skulle det være at lærerne begynder med sig selv og mellem hinanden at tage æren for deres store præstationer, høje faglighed og glimrende undervisning," siger Kathrine Thonbo.