Fortsæt til indhold

Klassekassen støtter velgørenhed

Halvdelen af omsætningen fra hg’ernes outlet til åbent hus på VID Erhvervsuddannelser i november gik til Røde Kors. Pengene blev overrakt i Røde Kors-butikken, hvor der var stor begejstring fra personalet.

Samfund
Arkiv

Røde Kors Grenaa modtog ved indgangen til december 4.455 kroner fra hg i Grenaa. Donationen til Røde Kors udgør halvdelen af omsætningen, som de hg studerende havde samlet sammen til åbent hus på VID Erhvervsuddannelser den 15. november. I år havde hg til opgave at sælge varer, som blev sponsoreret af Danske Supermarked. Varerne var lige fra husholdningsartikler til tøj og haveredskaber.
”Vi valgte Røde Kors som samarbejdspartner til innovationsugen, fordi det er både lokalt og internationalt. Eleverne kender alle navnet Røde Kors, og vi har en butik i byen. Røde Kors valgte at takke ja til et samarbejde, hvilket gjorde det nemt og fagligt relevant, idet vi kunne besøge den fysiske butik samt løse en dekorationsopgave med fagligt formål,” fortæller Hans Peter Aavild, som er lærer på hg-uddannelsen.

De unge studerende fik lov at dekorere vinduerne i Røde Kors i Grenaa, det gave flotte resultater. Foto: Laura Løkke Olesen

Hg hjalp i Røde Kors-butikken

Ugen op til åbent hus på VID Erhvervsuddannelser var nogle af de studerende fra hg i Røde Kors-butikken i Grenaa for at dekorere og hjælpe til.
”Vi er meget glade for deres hjælp, og de er bestemt engageret i arbejdet her i butikken. De er også nogle rigtig søde mennesker, og det er hyggeligt at have dem her,” Fortalte Ruth Christiansen fra Røde Kors-butikken i Grenaa.
”Det har været spændende, lærerigt og kreativt, og jeg har lært en del mere om selve Røde Kors. Jeg har erfaret, at der er mange mennesker, som gerne vil støtte velgørenhed, når de ved, hvad pengene går til. Jeg synes også, det har været spændende at udarbejde en ny idé til dem i Røde Kors og sjovt at stå og sælge forskellige ting og sager i butikken,” fortæller Melina Nielsen fra hg.

Velgørenhed er et hit

De besøgende til åbent hus den 15. november var meget begejstrede for, at en stor del af omsætningen ville gå til Røde Kors. Når hg laver sådan et arrangement, plejer overskuddet at gå til studieture og klassearrangementer, men i år valgte hg altså at donere halvdelen til Røde Kors.

”De studerende kunne rigtig godt lide, at nogle af pengene gik til et godt formål, samt at opgaven var virkelig og ikke bare teoretisk. De fik meget ud af innovationsugen og fik mulighed for at løse en opgave, der ragede ud over skolens normale rammer,” fortæller Hans Peter Aavild
Røde Kors støtter udsatte familier i julen. Samtidigt støtter organisationen udvikling og uddannelse for verdens fattigste, og hjælper de lande, der bliver ramt af krige og katastrofer.

Medarbejderne I Røde Kors i Grenaa var rigtig glade for donationen og synes, at hg-eleverne havde gjort et rigtigt godt arbejde.