Sportsklub klemt inde på en byggeplads
"Vi er begyndt på sæsonen, og det er umuligt for vores medlemmer og udenbys spillere at holde på vores p-plads, der er fyldt op af byggeentreprenøren i forbindelse med renoveringen i Syd", siger Lars Kjærbøl
Man kan godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt man er på vej mod BS72 klubhuset og baner, når man svinger bilen til venstre for enden af Vridsløsevej i Albertslund.
På begge sider af vejen ned til klubhuset står containere, skurvogne og arbejdspladser for de entreprenører, som er i fuld gang med renoveringen af rækkehusene i Albertslund Syd. Og den asfaltbelagte vej til huset, er fyldt med byggejord efter kørsel fra store maskiner. I siderne ligger afklippede stumper af armeringsjern, så man skal kante bilen af sted for at undgå påkørsel og risiko for punktering.
For enden af vejen plejer man at kunne parkere. Det kan man også, hvis man er blandt de første fire-fem biler, der er nået frem. Flere pladser er der ikke.
De er ikke glade hos BS72.
"Vores tålmodighed er ved at være opbrugt. Vi er blevet lovet, at de mange skurvogne ville være fjernet, når vi startede vores sæson her 1. april - men det er ikke sket", siger Lars Kjærbøl fra BS72-bestyrelsen.
Taget flere bidder
"Entreprenøren startede for enden af vejen, men har efterhånden taget flere og flere bidder, og i januar var stort set hele vejen fyldt op med containere og skurvogne. Det har været svært for de handicappede medlemmer af foreningen Hjernesagen, som bruger vores klubhus på hverdage. Og nu hvor vores sæson går i gang, bliver det helt umuligt. Derfor har jeg siden januar været i kontakt med Albertslund Kommune for at finde en løsning. Jeg er blevet sendt rundt i systemet, og der har også været politikere inde over for at få gang i sagen".
"Jeg blev først lovet, at entreprenøren 18. marts ville begynde at trække sig væk fra den ende af vejen, der støder op til vores klubhus. Da der ikke skete noget 20. marts, kontaktede jeg igen kommunen. Så fik jeg at vide, at alt ville være væk og parat til vores sæsonstart, og hvis ikke det skete, ville kommunen på entreprenørens regning få fjernet skurvognene. Nu er vi snart midt i april, og vognene står endnu og spærrer pladsen".
Svært at komme til
Lars Kjærbøl fortæller, at byggerodet har gjort det svært for de rengøringsfolk og medlemmer af klubben, som skulle ind og gøre klubhuset klar til sæsonstart. Men han frygter for, hvad der vil ske, når der for alvor skal spilles på banerne.
"Vi er så småt gået i gang på banerne ovre ved marken. Vores rigtige baner er stadig frosne og må ikke bruges. Men når vi kommer i gang her, bliver der problemer. Normalt optager vi ca. halvdelen af vejen tirsdage og onsdage når vi træner, og der er flere biler, når vi afholder kampe og folk skal køre til vores klubhus. Hvis ikke containerne fjernes, kan det ikke lade sig gøre. Vi kan heller ikke parkere på Vridsløsevej, for der er også skurvogne i vejsiderne".
Vores medlemmers boliger
"Jeg forstår naturligvis godt, at entreprenøren skal arbejde her - det er jo også vores medlemmers huse, der sættes i stand. Men det må være muligt at finde et andet sted at parkere skurvognene. Jeg ved, at entreprenøren har fået tilbudt at stille containerne på den lukkede del af Vridsløsevej. Men det er ikke sket".
"I klubben har vi talt om, om vi skulle lave en blokade af vejen. Men det er jo selvtægt, og det ønsker vi sådan set ikke. Vi håber på, at kommunen snart melder noget ud", siger Lars Kjærbøl.
Er på vej væk
"Jeg har stor forståelse for, at den situation som Lars Kjærbøl beskriver, er frustrerende for BS72", siger borgmester Steen Christiansen. "Aftalen med entreprenøren er at vejen ned til BS72 skal være farbar, og at over halvdelen af parkeringspladsen skal friholdes helt til fodboldklubben. Derfor har Miljø- og Teknikforvaltningen været i løbende dialog med entreprenøren. Forvaltningen indskærpede igen for entreprenøren mandag den 8. april at forholdene skulle bringes i orden. Jeg har netop fået at vide at da forvaltningen besigtigede området her til formiddag, var containerne fjernet på det pågældende areal, og entreprenøren har ryddet op og fejet sådan som aftalt. På det første stykke af Vridsløsevej er der dog opstillet nogle nye containere som formodentligt hører til en anden entreprise end boligrenoveringen. Derfor tager vi nu kontakt til Bo-Vest, der er bygherre for begge entrepriser, for at vi sammen kan sikre at der også fremover er acceptable adgangsforhold for beboerne i Albertslund Syd og for de mange brugere og medlemmer af fodboldklubben," siger borgmester Steen Christiansen.
brie