Fortsæt til indhold

Statsforvaltningen frikender Egedal Kommune

Egedal Kommune gik fri ved Statsforvaltningens undersøgelse af en anmeldelse for brud på loven om frit skolevalg, men slog fast at Ballerup Kommune brød loven

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Både Egedal og Ballerup Kommune blev sidste år i april meldt til Statsforvaltningen for bevidst brud på loven om frit skolevalg af Egedal Autismeforening.
Det skete fordi fem familier bosiddende i Egedal havde ønsket, at deres autistiske børn fik plads på Kasperskolen med speciale i autisme i Ballerup. Et ønske familierne fik afslag på, selvom loven ifølge Egedal Autismeforening var på deres side.
Ballerup Kommune skrev nemlig til Sille Petersen fra Ølstykke, mor til 7-årige autistiske Jonathan, at Jonathan faldt indenfor skolens målgruppen, men at man ikke ville optage ham på grund af Egedal Kommunes vurdering.
Da loven på daværende tidspunkt fastslog, at det var skolekommunen - altså Ballerup - og ikke bopælskommunen, som skulle tage stilling til om børnene opfyldte kravene til at gå på specialskolen, meldte Egedal Autismeforening således både Egedal Kommune og Ballerup Kommune for brud på loven om frit skolevalg. Ligeledes beskyldte autismeforening de to kommuner for at have udvekslet oplysninger uden forældrenes tilladelse, hvilket også var et brud på loven.
Og der var tilsyneladende noget at komme efter.
Ifølge Egedal Kommunes kommunikationsafdeling har Statsforvaltningen nemlig nu afgjort, at Ballerup Kommunes afgørelse ikke var i overensstemmelse med den gældende lovgivning, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ingen kritik af Egedal

I samme pressemeddelelse står, at "Statsforvaltningen udtaler ikke kritik af Egedal Kommunes håndtering af sagen", men det er dog ifølge Rikke Simonsen, formand for Egedal Autismeforening ikke det samme som at Egedal Kommune ikke har et ansvar i sagen.
Ifølge hende indeholdte foreningens klage til tilsynet over kommunernes behandling kun en kort opsummering med vedhæftet fortolkning af loven fra Undervisningsministeriet. De faktiske beviser for kommunernes lovovertrædelse i form af e-mail korrespondance og lydoptagelser fik Egedal Autismeforening således aldrig indsendt, da man afventede en tilbagemelding fra tilsynet om, hvornår de påbegyndte sagsbehandlingen af sagen og indsigt i kommunernes redegørelser.
"Desværre er sagen - stik imod praksis i andre klagenævn - blevet afgjort i statsforvaltningen uden at vi har fået en frist for indsendelse af yderligere akter eller er blevet partshørt i kommunernes redegørelser. Disse redegørelser har vi først set nu i forbindelse med afgørelsen, og vi kan konstatere, at de maler et skønmaleri uden hold i virkeligheden," siger Rikke Simonsen og fortsætter:
"Når alt dette er sagt, er vores mål ikke at hænge kommuner ud, men at sikre borgernes retssikkerhed og hjælpe de familier, der er kommet i klemme. Vi fik ret i at lovgivningen er blevet overtrådt. Vi vil nu tage kontakt til de involverede familier og ud fra deres behov afgøre, hvorvidt vi vil genoptage sagen.
7-årige autistiske Jonathan Petersen endte med at modtage et specialtilbud i Ballerup Kommune på trods af Egedal Kommunes visitering til en normal folkeskole.
Lovgivningen på området blev ændret 1. august sidste årt, således at det i dag er bopælskommunen, der skal visitere et barn til specialundervisning.