Fortsæt til indhold

Danske gymnasieelever besøgte Barsebäck

Samfund
Af Peter Klar

Et af Allerød Gymnasiums fysik-valghold drog 17. april "hinsidan" for at studere Barsebäckværket, det nedlagte atomkraftværk, der ellers ikke er tilgængeligt for offentligheden.

Atomkraftværket er træningsfacilitet for svenske kernekraftmedarbejdere, og eleverne fik en grundig gennemgang af Barsebäckværkets opbygning.

Herefter blev eleverne iført overtræksdragter og gule hjelme vist rundt oppe og nede i den 12 etager høje reaktor, og herunder blev "det allerhelligste" – reaktor-rummet hvor den enorme, cigarformede reaktorkerne står nedsænket i et bassin med 14 meter dybt vand - vist frem, ligesom eleverne så turbinehallen og generatoren.

Turbinen alene er på størrelse med et mellemstort sommerhus.

Spørgelysten var stor, alt undervejs skulle forklares, og der udspandt sig også livlige diskussioner med de engagerede værter om de forskellige reaktorkomponenters virkemåde, sikkerhedsforhold og politiske spørgsmål.

Barsebäckværket startede produktionen i sine to reaktorer i 1975, men er nu taget ud af drift.

Første reaktor blev lukket ned i 1999 og anden reaktor i 2005.

På grund af værkets lager af lav-og middelradioaktivt affald kan nedbrydnings-og oprydningsarbejdet først påbegyndes ca. i år 2020, og først syv år senere forventes Barsebäcks velkendte profil at være forsvundet fra horisonten - set fra den danske side af Sundet.