Nuttet leopardunge klar til at møde publikum
Fra midten af maj kan gæster i Ree Park hilse på den nye og sjældne leopardunge
Efter at have været drægtig i 105 dage fødte den nordkinesiske leopard, Balao, 4. april en velskabt unge. Den stortrives foran det kamera i reden som forevigede fødslen og nu giver dyrlæge og dyrepassere mulighed for overvågning via mobilen.
Se videoklip her: KLIK
Kunne gå galt
"Da der er tale om en førstegangsfødsel, var vi indstillet på, at det kunne gå galt, men det er bare gået over al forventning," fortæller direktør i Ree Park - Ebeltoft Safari, Jesper Stagegaard.
Balao er, som Jesper Stagegaard udtrykker det, vildt beskyttende, og det skal være på Balaos betingelser, at publikum får adgang til at se mor og unge. Inden da skal ungen vaccineres og have en chip i nakken, og først da kendes kønnet.
"Ungen bliver sammen med Balao til den er cirka to år gammel, hvorefter der tages stilling til dens fremtidige opholdssted. I naturen ville dens mor også sende den væk efter to år."
Faderen, Dong, er separeret fra mor og unge. I naturen ville han være begyndt at se sig om efter en ny hun, og Balao ville opfatte det som unaturligt, hvis han var der.
Mange penge
"Vi har brugt rigtig mange penge på det leopardanlæg som vi åbnede sidste år, og en forudsætning for at vi vælger at gøre det er dels, at det skal handle om en dyreart med status af at være truet - og dels at dyret indgår som en del af et avlsprogram."
Anlægget er lavet som en variation mellem skov, klipper og lysning.
Ree Park - Ebeltoft Safari er det eneste sted i Skandinavien, hvor man kan se de nordkinesiske leoparder som findes i ganske få områder i det nordlige Kina og egentlig er god til at tilpasse sig. Men når de forstyrres eller jages, har de dårlige odds.
På verdensplan er der kun omkring 2.200 tilbage i naturen, og de fortrænges til stadighed af landbrug med dyr, bebyggelser samt jagt på grund af den attraktive pels.
"Og kineserne drikker og spiser jo stort set alt."
Se videoklip her: KLIK
Miljøproblemer
Mange dyrearter findes kun i Kina, og de kolossale miljøproblemer gør, at dyrearter hele tiden bare er forsvundet, uden at man har gjort noget.
"Men nu hvor menneskene også begynder at blive syge, betyder det øget fokus på problemerne."
Der findes i Europa 60 nordkinesiske leoparder som koordineres via en tysker. I første omgang handler avlsprogrammet ikke om udsætninger, men man har muligheden, hvis forholdene bliver til det. USA og Europa arbejder sammen om leoparderne, og der er også kontakter til Kina.