“Man bliver ikke millionær af at digte”
Morten Reimar er 20 år, digter og fra Vedbæk og er ved at etablere sig i digtermiljøet. Han har allerede to digtudgivelser bag sig, og en tredje er på vej
Morten er tidligt oppe i dag. Klokken er 10 om formiddagen, og normalt plejer han at sove længe, da han ikke har et arbejde at stå op til lige pt. Morten Reimar er digter, og det seneste år har han flakket rundt mellem forskellige jobs, efter han gik ud af Aurehøj Gymnasium i 2012.
Siden er det blevet til arbejde som opvasker og som lærervikar. Sidstnævnte holdt han kun til i en måned.
"Jeg tror ikke, at jeg skal være pædagog. Lærere er meget firkantede," siger han med et skævt smil.
Natteravn med Miles Davis
Men fremtiden ser nu også ganske lys ud for Morten Reimar. For kort tid siden fik han at vide, at han er optaget på journalisthøjskolen i Aarhus, og han har også netop fået jobbet som tjener på den lokale restaurant på Vedbæk Havn. Det kører med andre ord for Morten Reimar.
Især også når han netop har udgivet endnu en digtsamling med navnet "6 zoner fra City". En digtsamling som primært er blevet til om natten. Med masser af kaffe og masser af Miles Davis jazzplader på anlægget som faste følgesvende.
"Jeg arbejder bedst om natten, hvor der er ro, og jeg har tid til fordybelse. Man skal nærmest være i en form for trance, når man skriver, og det oplever jeg bedst om natten," siger Morten Reimar,
Fremgangsmåden er tit den samme for Morten. Inspirationen til digtene henter han i sin egen hverdag, og når han har skrevet noget ned, så kigger han på det dagen efter med friske øjne.
"Du kan godt sidde der om natten og tænke, at det er godt, det du skriver. Men jeg ved først dagen efter, når jeg kigger på det igen. Får jeg samme følelse, som jeg havde 24 timer forinden, da jeg skrev det, så virker det," siger han om mange af de digte, som bliver til på værelset hjemme i Vedbæk.
Verdensbillede i Vedbæk
Vedbæk er i det hele taget udgangspunktet for Mortens digte og livsanskuelse. Han skrev allerede som 16-årig en kronik i Politiken om Vedbæk, hvilket åbnede døre i forlagsverdenen, og inspirerede ham yderligere til at gå digter-vejen. Han blev set som det unge spændende talent fra Vedbæk.
"De stod klar med åbne arme på forlagene: 'Vi mangler bare lige det sidste ja fra chefen,' sagde de til mig. Men i stedet udgav de koge- og havebøger," lyder det om modgangen de første par år, hvor han blev droppet af de store forlag.
Men han gav ikke op. I stedet endte han på forlaget PrintXpress, og han har udover "6 zoner fra City" også udgivet
"Teenage jazz" fra 2012. Til næste år kommer den sidste bog i trilogien om at vokse op i Vedbæk, som han er halvvejs med at skrive færdig. Og selvom Morten håber på, at mange vil læse hans digte, så gør han det ikke for andres eller prestigens skyld. Eller penge.
"Digte er ikke noget, man bliver millionær af," lyder det, inden han uddyber.
"Noget af det, som giver mig et kick, er, når folk fortæller mig til mine forelæsninger, at de normalt ikke forstår digte, men mine digte forstår de,? afslutter digteren fra Vedbæk inden han tager hjem. Hjem for at sove.