Fortsæt til indhold

Sidste chance for at skrive kommunens drejebog

Høringsfristen for kommuneplan 2013 er ved at udløbe

Samfund
Tim Panduro

Godt 40 foreninger, politiske partier, virksomheder, grundejere og almindelige borgere har i de seneste måneder sendt forslag og kommentarer ind til Hillerød Kommune i forbindelse med høringen af kommunens forslag til en ny kommuneplan. Kommuneplanen er en slags drejebog for kommunens fremtidige udvikling. Hillerød vedtog sin seneste kommuneplan i 2009.
Egentlig er den gyldig frem til 2021, men da planen skal revideres hvert fjerde år, har kommunen vedtaget, at der i anledning af revisionen skal laves en helt ny kommuneplan.
Det skyldes ikke mindst, at der i mellemtiden er blevet besluttet at bygge et supersygehus med tilhørende s-togsstation og en ny bydel ved Overdrevsvejen.
Den ny plan skal trække de overordnede linjer for den kommunale udvikling frem til 2025.
Forslagene fra borgerne er mangeartede - fra ultralokale forhold og op til de mere overordnede linjer for kommunens fremtid. Men nu er tiden ved at rinde ud for eventuelle forslagsstillere, der endnu ikke har fået sat sig til tasterne. Høringsfristen udløber nemlig 10. april.
Hillerød Posten er dykket ned i en del af de forslag og indsigelser der er kommet - og det kan man læse mere om her på siden. Kommuneplanforslaget kan findes på www.hillerod.dk, hvor man også kan læse hvordan man kommer med indsigelser.