Fortsæt til indhold

“Køb mere hos os - ellers må vi lukke”

Købmanden i Gadevang ved Hillerød har givet beboerne tre måneders frist til at skubbe omsætningen i vejret - lejemålet er allerede sagt op

Samfund
Tim Panduro

Gadevang ved Hillerød kan miste sin købmand i løbet af tre måneder - i hvert fald hvis beboerne ikke begynder at handle mere lokalt.
Indehaverne Cheheibar og hans hustru Nouha Hafiz har drevet købmanden over to omgange - den seneste gang i tre år. Men med udgangen af maj er det forbi, hvis ikke omsætningen stiger.
"Når vi regner vores løn ud, ligger den på under 50 kroner i timen. Så det er klart, at vi ikke kan blive ved", siger Nouha Hafiz.
"Vi har opsagt lejemålet til udgangen af maj. Vi har sagt til folk herude, at vores omæstning skal stige 25-30 proent, hvis vi skal blive."

Ramt af røverier

Tre røveriforsøg i løbet af kort tid har også ramt hårdt.
"Både min mand, min søn og jeg har været udsat for røverier. Det gør, at jeg ikke længere synes, det er så rart at stå her. Røverierne har været med til at skubbe til vores beslutning. Vi har også sat butik og varelager til salg, og vi håber, at det bliver solgt. Men hvis ikke det sker, er vi stadig nødt til at have en stigning i omsætningen for at vi selv kan fortsætte", siger Nouha Hafiz.
"Det vil være trist for Gadevang, hvis butikken lukker. Især for de ældre herude, der ikke har bil. Busforbindelserne er ikke så gode."
Familien passer selv butikken, der har åbent hver dag.

tim@hip.dk