11-årige Anna på vej til VM i Sydafrika
Masser af spring og serier, fed musik og kæmpe bifald. Det er disse ting som gør, at Anna fra Skibby elsker at være på eliteholdet hos Grevinderne, Karlslunde Gymnastikforenings flagskibshold
Man skulle ikke lige tro det, men faktisk er det 'bare for sjov', når 11-årige Anna Nielsen fra Skibby fire gange om ugen er med til benhård gymnastiktræning i Karlslunde Gymnastikforening.
For hvor hun startede som gymnast først i Kirke Hyllinge og året efter som konkurrencegymnast i Ølstykke, så gik der ikke lang tid, før hun fandt ud af, at det måtte være langt sjovere at være med til gymnastik-shows fremfor den mere konkurrenceprægede form for gymnastik.
"Jeg følte ikke, at Ølstykke var det rigtige. Man er ikke så længe på gulvet. Og da jeg havde set en opvisning med Flying Superkids, så var det det" jeg ville," siger Anna, som bliver suppleret af sin mor Eva.
"Ja, men vi kunne jo ikke så godt flytte til Århus, selvom Anna gerne ville," Eva smiler og fortsætter så:
"En rytmeserie varer 3.20 sekunder, hvorimod Anna sammen med Grevinderne nu typisk er på gulvet i en halv time. Med Grevinderne har Anna et sted mellem 12 og 14 opvisninger på en sæson, i Ølstykke var der meget få muligheder for at deltage i konkurrencer," forklarer Eva, og refererer til Sjællandsmesterskaberne og DM i gymnastik.
Men selvom Grevinderne stort set udelukkende optræder til shows blandt andet i Farum Arena, Tivoli og City 2, så er de 27 piger fra Grevindernes elitehold alligevel udtaget til at deltage i de uofficielle verdensmesterskaber i showgymnastik, som afholdes i Sydafrika.
Logistiske udfordringer
Vi møder Anna hjemme i rødstensvillaen i Skibby. Hele familien er samlet, og tæller to yngre søstre og forældrene Eva og Hans Christian.
Lillesøster Ida er stadig iklædt fodboldtøj fra dagens træning, og familiens yngste syv-årige Emma går til gymnastik i Kr.Hyllinge.
Det er med andre ord en familie, hvor forældrene, som i så mange andre børnefamilier, er nødt til at holde en stram logistisk plan for, hvem der skal hvad - og hvornår.
Træningen med Grevinderne i Karlslunde gør ikke just logistikken mindre hos familien Nielsen.
"Vi kan jo godt se, at Anna har et talent," siger Eva og kigger hen på Anna.
- "Og så skal hun have lov til at udfolde det, også selvom det betyder, at vi skal køre 40 minutter hver vej til og fra Karlslunde. Heldigvis hjælper Annas farfar med at hente de fleste aftener."
"Jeg træner fire gange om ugen: Tirsdag, torsdag og fredag og lørdag. Og når jeg ikke er til træning eller til opvisninger et sted i Danmark, så skal jeg træne herhjemme," siger Anna.
Hun forklarer, at træningen derhjemme består af blandt andet sjip, armbøjninger, rygøvelser og mavebøjninger.
Udover skolen og gymnastikken så er der med andre ord ikke tid til ret meget andet i Annas liv. Men det gør tilsyneladende heller ikke ret meget.
"Jeg har fået nye veninder, hos Grevinderne. Tit sover vi hos hinanden," siger Anna. Hendes mor påpeger, at den gode stemning blandt pigerne betyder utroligt meget, og far Hans Christian indskyder:
"Ja, det er en rigtig krammeklub".
Anna fortæller, at der på eliteholdet ikke er nogen indbyrdes konkurrence blandt pigerne. Fordi man ganske simpelt ikke kan rykke højere op.
Pendant til Flying Superkids
Anna kom ind fra sidelinien efter førhen at have trænet et år i Ølstykke Gymnastikforening.
Et år efter havde hun overhalet de mange dygtige piger på Grevindernes talenthold, og hun rykkede derfor direkte op på eliteholdet, som den yngste. Den ældste på på holdet er i starten af tyverne.
"Jeg kan være der i mange år, og der er meget potentiale i holdet," siger Anna. Men først og fremmest er det de uofficielle verdensmesterskaber, som hendes opmærksomhed, og ikke mindst træning er rettet imod.
"Her i Danmark har vi kun Flying Superkids som vi kan sammenlignes lidt med, derfor glæder jeg mig rigtig meget til at se de andre hold fra de andre lande, når vi skal til Sydafrika."
Når Anna flyver til Cape Town i begyndelsen af juli, så bliver famlien hjemme i Skibby. Men det afskrækker ikke den gæve gymnastikpige synderligt.
Konkurrencerne, opvisningerne og ikke mindst de mange bifald der følger i kølvandet, er noget Anna glæder sig til.
Men turen, som starter i Sydafrika og ender med en sidste opvisning i Tyskland, er ikke billig. Derfor har hver gymnast brugt en del af deres sparsomme fritid mellem skolegang og træning på at samle sponsorater til turen.
Anna er ingen undtagelse. Hun har taget turen rundt til de forretningsdrivende i Skibby. Mange var i følge Anna ikke klar over, hvad Grevinderne står for, men når først hun havde forklaret det, så ville mange gerne støtte hendes tur.
Fakta
Grevinderne, er Karlslunde Gymnastikforenings flagskibshold bestående af 90 pige gymnaster i alderen 7 til 21 år.
Holdet har igennem 27 år rejst på mere end 27 udlandsrejser over hele verden og fremført mere end 700 shows i 33 lande. Fra Singapore og Australien i øst til USA og Mexico i vest har holdet haft succes med deres helt eget koncept som består af både opvisninger, opvisningskonkurrencer og store shows der alle har udgangspunkt i gymnastikken.
Holdet har stået på mange af de største gymnastikscener i verden
Holdet har vundet internationale priser i England, USA og været med i tv-optagelser i 7 lande.
Mere end 100 frivillige forældre og ledere arbejder for at få holdet til at være gode repræsentanter for såvel Danmark, foreningen og holdet.
kilde: Karlslunde Gymnastikforening.