Line og Laura fik sat sex på skoleskemaet
Aarhus Kommune har for første gang udsendt en vejledning om seksualundervisning i folkeskolen
For første gang nogensinde har Aarhus Kommune sendt en vejledning ud til sine folkeskoler med ideer til, hvordan lærerne helt konkret kan gribe seksualundervisningen an fra 0.-9. klasse.
Tidligere har kommunen lænet sig op af de nationale anbefalinger, men en indstilling fra Børn og Unge-byrådet i 2011 fik politikerne til at tage emnet op.
Især da to tidligere "unge" byrødder, Laura Bolther Bryhl fra Hornslet og Line Balmer fra Egå, gik på barrikaderne for at få politikerne til at tage seksualundervisningen alvorligt.
"Vi er vanvittig stolte over den udvikling, tingene har taget, og det kompromis og samarbejde, vi har været med til at sætte gang i," fortæller de to, der i dag forlængst har sagt farvel til folkeskolen, men alligevel har fortsat kampen for bedre seksualundervisning i folkeskolen.
“Aarhus er nu med i front”
"Da vi i sin tid startede hele det her projekt, havde vi ingen ide om, hvad det kunne føre til. Vi havde en holdning til, at sundheds- og seksualundervisning ikke fungerede, som vi synes, den burde, men at vi ligefrem var i stand til at ændre på tingene her i Aarhus - det er jo fantastisk," slår de fast.
"Det har simpelthen været sådan en succesoplevelse. At man har mulighed for at få indflydelse, hvis man blot har gåpåmod og tålmodighed. Nu går Aarhus blandt de forreste i kampen for en mere oplyst ungdom, og det synes vi, Aarhus kan være stolt af."
Vejledningen er udarbejdet i Børn og Unge i samarbejde med Sex & Samfund.
Konkret og detaljeret
"Med vejledningen sender landets næststørste kommune et vigtigt signal om, at man vægter børn og unges seksuelle sundhed og trivsel højt," konstaterer national projektleder Lone Smidt fra Sex & Samfund, som har været med til at udvikle vejledningen.
"Det, der især adskiller den nye vejledning fra de generelle nationale anbefalinger, er, at den giver lærerne nogle meget konkrete og detaljerede ideer til og eksempler på, hvordan de kan gribe seksualundervisningen an lige fra 0. til 9. klasse," siger hun.
"De nationale henstillinger er stadig den overordnede ramme, men med vejledningen har lærerne nu et værktøj, der viser dem, hvordan de både kan nå de opstillede mål, finde ny inspiration og samtidig integrere seksualundervisningen i de øvrige fag på en naturlig måde."