Fortsæt til indhold

Anne Ehrenreich vil fortsætte i regionsrådet

Den lokale Venstre-politiker Anne Ehrenreich er opstillet som nr. 4 på Venstres liste til Regionsvalget

Samfund
Morten Timm

Venstre-politikeren Anne Ehrenreich, der allerede er medlem af såvel Regionsrådet som Hørsholm Kommunalbestyrelse, blev på Venstres opstillingsmøde den 6. maj opstillet som nr. 4 på Venstres liste til valget til Regionsrådet for Region Hovedstaden.
"Jeg er utrolig glad og taknemmelig for den fine placering på listen. Nu håber jeg, at vælgerne vil omsætte den til en plads i Regionsrådet i den kommende periode. Regionsrådet står nemlig over for mange vigtige opgaver i de kommende år, og jeg vil gerne sikre, at de løses med blik for borgernes ve og vel," siger Anne Ehrenreich.
Først og fremmest gælder det sundhedsvæsenet.

Behandlingsgaranti igen

"Her skal vi styrke kvaliteten og samtidig sikre, at borgerne får behandlet deres sygdomme hurtigst muligt. Derfor vil Venstre genindføre behandlingsgarantien på en måned, som regeringen har afskaffet. Det vil sikre borgeren ret til behandling på privathospital, hvis ikke det offentlige kan tilbyde behandling inden for fristen," tilføjer Anne Ehrenreich, der samtidig vil sætte patienten i centrum ved blandt andet at styrke samarbejdet mellem region og kommune om udskrivningen af patienter fra hospitaler og en glidende overgang til genoptræning.
"Kronisk syge og patienter med psykiske lidelser må ikke blive kastebolde i bureaukratiet," understreger hun.

Baggrund

Anne Ehrenreich, som er jurist og HD i udenrigshandel, har været medlem af Regionsrådet siden 2011 og sidder i Patientudvalget og Udvalget for Fremtidens Uddannelse og Forskning. Siden 2006 har hun været medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse.
I det civile liv arbejder Anne Ehrenreich i Udenrigsministeriet som chefkonsulent i Danmarks eksportråd.
Regionsrådvalget finder sted samme dag som kommunalvalget tirsdag den 19. november.