Tag børnene med til opera
Egnsteatret Undergrunden inviterer bedsteforældre og børn, der ikke kan komme i skole under lockouten, til en særlig forestilling
Niels og Kaja Pihl fra Egnsteatret Undergrunden i Furesø inviterer nu de børn, der ikke kan komme i skole under lockouten og deres forældre eller bedsteforældre, der passer dem, til en helt særlig oplevelse. De kan nemlig komme ind og se børneoperaen 'Abra, den syriske dreng'. Helt gratis.
Forestillingen finder sted torsdag 11. april kl.10 og igen kl. 11.30 samt fredag 12. april kl.12 i den lille sal, Orbit, i Galaksen. Det eneste man skal gøre er at skrive en mail til kaja@undergrunden.com og oplyse, hvilken forestilling man ønsker at opleve samt mange børn og voksne, man kommer.
"Forestillingen er dog ikke egnet for børn under 7 år", siger Kaja Pihl og henstiller til, at det respekteres.
Det er Niels Pihl, der har skrevet operaen for to år siden, da Undergrunden havde fået til et månedslangt ophold på det det Danske Institut i Damaskus. Annett Birch (fra Hareskoven) har lavet scenografien og Niels har instrueret.
Efter forestillingerne i Galaksen, drager Undergrunden herefter på den store børneteaterfestival på Mors i uge 16, sammen med de to operaer som de har vist i de sidste par måneder med succes.