Fortsæt til indhold

Pernille Schnoor vil i Folketinget

Socialdemokraten fra Hørsholm er valgt som Helsingør-kredsens nye folketingskandidat

Samfund
Morten Timm

Den 45-årige socialdemokratiske lokalpolitiker Pernille Schnoor, partiets spidskandidat ved kommunalvalget, vil i fremtiden også satse på en karriere som landspolitiker.
Pernille Schnoor, der er spidskandidat for Socialdemokraterne i Hørsholm til efterårets kommunalvalg, blev tirsdag aften valgt som partiets nye Folketingskandidat i Helsingør-kredsen, hvor hun afløser Thomas Horn, der to gange forsøgte sig at blive valgt i sundbyen, men uden held.
"Jeg har altid været interesseret i landspolitik, men samtidig synes jeg, at det er vigtigt at have beskæftiget sig med lokalpolitik, hvor man oplever problemstillinger, der er til at tage og føle på i hverdagen. Det er en slags mesterlære," siger Pernille Schnoor, der blev valgt ind i Hørsholm Kommunalbestyrelse ved valget i 2009 og er formand for Børne- og Skoleudvalget.
"Skal man rykke ved noget af det Folketinget vedtager og som påvirker kommunerne, så skal man omvendt også ind på borgen og præge det," tilføjer hun.

Tror på det

Trods historisk dårlige meningsmålinger for Socialdemokraterne og Thomas Horns manglende valg i Helsingørkredsen skræmmer det ikke Pernille Schnoor.
"Det bliver da et stort arbejde - og jeg er oppe mod to ministre (Nick Hækkerup og Christine Antorini - red.), men jeg tror 100 procent på, at jeg kan gøre det. Ellers ville jeg ikke stille op," fastslår Pernille Schnoor.
Hun vil med sit folketingskandidatur sætte mere fokus på Socialdemokratiets sociale profil, som hun ikke mener har været helt så fremherskende på det seneste.
Skulle hun blive valgt til Folketinget ved næste valg (senest om 2½ år), vil det betyde, at hun forlader kommunalpolitik i Hørsholm.
Men Pernille Schnoor mener ikke, at det vil give nogen mening at træde ud før hun kan kalde sig medlem af Folketinget.
Efter kandidatvalget var der lykønskninger fra den afgående Thomas Horn.
"Det er op ad bakke. En smule modvind i meningsmålingerne, men bolden er rund og Pernille kommer med en god energi. Tillykke. Hun kommer på hårdt arbejde, men kan regne med min støtte hele vejen." skriver Horn på Facebook.