Servering ved Gentofte Sø sat på standby
Af Anders Bruhn Kristensen
Ad flere omgange er Gentofte Kommune blevet forespurgt om tilladelse til at drive café ved Gentofte Sø. Den seneste henvendelse vedrører en mobil enhed til udeservering af kaffe, vand, sandwich og kage ved Fiskebakken i weekenderne.
Et svar på anmodningen er dog i første omgang blevet udsat i såvel Teknik- og Miljøudvalget som Byplanudvalget. Ifølge Marianne Zangenberg, formand for Byplanudvalget, skal der flere oplysninger på bordet, før der kan gives tilladelse.
"Vi skal have mere frem om, hvad det egentlig handler om. Hvad er det for en mobil enhed, hvordan ser den ud, og hvor meget fylder den", savner formanden svar på.
Hun forventer, at der vil kunne blive taget egentlig stilling til projektet på næste udvalgsmøde.