Fortsæt til indhold

Basale råd til nybegyndere i køkkenhaven

Forfatter Henrik Nilaus har selv 100 kvadratmeter køkkenhave i Hillerød. Nu deler han ud af sine erfaringer - beregnet til dem som intet aner om den sunde hobby

Samfund
Vibeke Scheibel

Der er ikke noget at sige til, at 60-årige Henrik Nilaus elsker at være i sin have. Den ligger som en rolig oase på Slotsvænget med en af Hillerøds dejligste udsigter over Slotshaven.
I 38 år har han passet cirka 100 kvadratmeter køkkenhave på stedet, og hans erfaringer giver han nu videre til dem, der er absolut nybegyndere - men alligevel ønsker at give sig i kast med at dyrke noget spiseligt i egen have.
Det sker med e-bogen: "Køkkenhave for dummernikker", der både kan købes på Henrik Nilaus eget forlag via www.forlagetnordmaj.dk - eller lånes på eReolen.dk.

Lever af at forfatte

Og Henrik Nilaus er langt fra nybegynder i at sætte ord sammen. Han har udgivet 14 børne- og ungdomsbøger (se boks) på blandt andet Gyldendal og Høst & Søn siden 1984, og tog springet og forlod sit faste job hos TDC i 1999 for at blive forfatter på fuld tid.
"En hel del af bøgerne har faktisk solgt rigtigt godt. Og jeg har også været heldig at have fået flere udsnit eller noveller trykt i skolebøger. 'Sokkeslugeren' er faktisk blevet trykt i i alt 85.000 eksemplarer," fortæller Henrik Nilaus.
Diverse forlag kunne også godt lide hans havebog. Men der sælges for få, så forlagene takkede nej - og derfor endte det med en e-bog.
"Det havde da været sjovere at se den som rigtig bog. Til gengæld koster den kun en femtedel eller mindre," siger Henrik Nilaus.
Bogen er bygget op med helt lavpraktiske råd om blandt andet køkkenhavens størrelse og placering, kompost, skadedyr og hvilke grøntsager, man har størst chance for at opnå succes med - nemlig dem, som larver, biller og andre insekter ikke bryder sig om at gnave i.
"Mit råd nummer ét er at starte i det små - ti kvadratmeter er bedre end 50. Køkkenhaven skal jo ikke blive et arbejde men en fornøjelig hobby," siger Henrik Nilaus.
Hans egne favoritter i haven er tomater (i drivhus), blommetræer og ribsbuske.
Bogen har også et lille afsnit om drivhuse, fordi mange i dag har et - også Henrik Nilaus.

I bogen har Henrik Nilaus lagt vægt på, at en køkkenhave godt kan være flot: "Tagetes blomstrer helt frem til frosten kommer, og morgenfruer kan desuden spises," lyder et par af hans gode råd. Foto fra bogen.