Engelsk på skemaet i 1. og 2. klasse
To skoler i Roskilde Kommune skal som et forsøg tilbyde engelsk-undervisning i 1. og 2. klasse
Skole- og Børneudvalget i Roskilde Kommune indstiller nu til byrådet, at kommunen gennemfører forsøg på to skoler med engelsk i 1. og 2. klasse.
Forslaget er kommet fra skolerne selv, ligesom en række andre forslag til projekter, der afprøver elementer i den folkeskolereform, regeringen har bebudet. Skolerne vil også gerne afprøve projekter med aktivitetstimer, sammenhængende dag med samarbejde mellem faggrupper, faglighed med mere og bedre undervisning. Der er desuden en del projekter omkring udskoling.
"Vi vil sammen med repræsentanter for aktørerne i skoler, SFO og klubber skabe et fælles afsæt for fremtidens folkeskole i Roskilde. Derfor mødes vi 14. maj for at drøfte de mange gode forslag til pilotprojekter. Projekterne skal give os konkrete erfaringer med elementer i udspillet til skolereform, inden reformen skal gennemføres på alle kommunens 18 folkeskoler," siger Mette Truesen, der er formand for Skole- og Børneudvalget.