Fortsæt til indhold

Koncern bag Hotel Royal og Villa Provence fordobler overskuddet

Nordjyske Bühlmann, der ejer to hoteller i Aarhus, kom ud af 2022 med et stort overskud.

Samfund
ddp

Den nordjyske hotel- og gastronomikoncern Bühlmann har netop offentliggjort det bedste økonomiske resultat nogensinde.

Bühlmann gik ud af 2022 med et overskud på 16,2 mio. kr., som er tæt på en fordobling af resultatet i 2021 på 8,3 mio. kr., oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Af koncernes årsregnskab fremgår det, at Bühlmann ApS nu kan mønstre en samlet egenkapital på 45 mio. kr., og ifølge ledelsen forventer man også et ganske habilt 2023 med et overskud i niveauet 13-18 mio. kr..

Resultatet i 2022 kommer efter et år med fokus på konsolidering og uden tilgang af nye hoteller, og ejerne, Danni og Anemette Bühlmann, ser tilbage på et tilfredsstillende år med stolthed og taknemmelighed.

»Vi er meget taknemmelige for vores dygtige medarbejdere, der har bidraget til dette fantastiske resultat. Det seneste år har været et godt år for os og generelt for branchen, og vi er stolte af at komme tilfredsstillende ud af året sammen med hele vores Bühlmann-team,« siger de.

Bühlmann har de seneste år arbejdet strategisk med at klargøre virksomheden til vækst, og er nu klar til at udvide porteføljen igen.

Den 1. maj bliver ikoniske Hotel Royal i Aarhus officielt en del af familien, og Bühlmann forventer at kunne løfte sløret for endnu et nyt hotel i løbet af 2023.

Hotel Royal, som blev grundlagt på Store Torv af Niels Larsen og hans kone Frederikke i 1838, skal efter planen igennem en gennemgribende renovering for et tocifret millionbeløb til efteråret.

Det populære boutiquehotel Villa Provence på Fredens Torv overtog familien tilbage i 2019 fra stifterne, ægteparret Steen og Anette Stenstrup.

Målet er ifølge Bühlmann er at blive en landsdækkende hotelkoncern indenfor de næste 2-3 år, og med nu syv hoteller i Jylland er koncernen derfor åben for muligheder både på Sjælland og Fyn.

»Vi vil fortsætte med at udvikle og styrke vores organisation, så vi kan skabe de bedste oplevelser for vores gæster og være en attraktiv arbejdsplads for vores medarbejdere. Vi glæder os til at byde Hotel Royal velkommen i Bühlmann-familien og ser frem til et spændende år med vækst og nye udfordringer,« siger Danni Bühlmann.

Anemette og Danni Bühlmann har ambitioner om, at familiefirmaet skal blive en landsdækkende hotelkoncern. Pressefoto