London, Tokyo og Stockholm: Aarhus er næste på listen
Der bliver 20-30 events om året med de største turneringer, spiludgivelser, signing-sessions med Red Bull-pro hold og -spillere og finale-events på større turneringer og ligaer.
Red Bull Gaming Sphere Aarhus bliver fra 21. april centrum for Red Bulls gaming og esports-aktiviteter i Danmark og Nordeuropa og vil fungere som en sammensmeltning af et event-space, gamingcenter, turneringsvenue og broadcasting studie.
Red Bull Gaming Sphere Aarhus er det fjerde Red Bull gamingcenter i rækken efter venues i storbyerne London, Tokyo og Stockholm, skriver de i en pressemeddelelse.
Det nye gaming- og esports venue bliver en del af Tech City Aarhus og får adresse hos C4 Gaming på Ankersgade 12C, 8000 Aarhus C.
I Red Bull Gaming Sphere Aarhus kan både rutinerede gamere og interesserede gæster se frem til mere end 160 PC-gaming-stationer. De nyrenoverede lokaler vil også indeholde en esports arena, et broadcastingstudie, et streamer/content creator-rum, et konsol-område, Simracere, et bootcamp-rum, en take-away restaurant (Bytes) og meget mere.
20-30 årlige events
I samarbejde med C4 Gaming, som har drevet gaming-center i Aarhus siden 2016, vil Red Bull Gaming Sphere Aarhus afholde minimum 20-30 årlige events.
Disse events kommer til at bestå af alt fra visning af de største turneringer, spiludgivelser, signing-sessions med branded Red Bull-pro hold og -spillere, finale-events på større turneringer og ligaer. Ugentligt vil der blive afholdt konkurrencer og begivenheder.
Der vil altså være noget for enhver smag, og besøgende i Red Bull Gaming Sphere kan glæde sig til flere timers underholdning.
»Vi er beæret og stolte over, at Red Bull har valgt at samarbejde med os omkring deres Red Bull Gaming Sphere-koncept i Danmark, og vi glæder os til at kunne invitere alle ind til en premium gaming oplevelse, når vi slår dørene op 21. april, « siger C4 Gaming’s CEO, Hassan Abdirahman.
Grand Opening
Red Bull Gaming Spheres åbner officielt fredag 21. april klokken 15.
Åbningsfesten byder på flere spændende happenings, herunder en paneldebat om e-sport i Danmark, live-streaming, giveaways og konkurrencer. Undervejs serveres gratis Red Bulls, og gæsterne kan frit benytte de forskellige gaming-stationer.
Som en del af Tech City Aarhus, indgår Red Bull Gaming Sphere også i partnerskaber med blandt andet AOC, AMD og TwistedMinds.