Vejle Kommune halverer erhvervsskat for at skabe vækst
Vejle halverer dækningsafgiften og satser på en ny alliance med erhvervslivet
Det skal være billigere at etablere virksomhed i Vejle Kommune. Det skal være lettere for unge at få en læreplads eller et job i Vejle Kommune. Derved skal der skabes vækst og velfærd i Vejle Kommune.
Det er nogle af målene med et såkaldt delforlig på det kommunale budget, som seks af byrådets partier har indgået om blandt andet at halvere dækningsafgiften for 39 millioner kroner om året.
“Dækningsafgiften er en skat på arbejdspladser. Så det er en rigtig god aftale. Jeg håber, at vi på sigt kan komme helt af med den,” siger den konservative Dan Arnløv Jørgensen.
Også Venstres Jens Ejner Christensen (V) er begejstret.
“Det her er bestemt et træ, der har groet i vores baghave,” siger han som kommentar til Søren Peschardt (S), der understreger, at en nedsættelse af dækningsafgiften ikke har været hans yndlingstanke.
“Det her er ikke groet i min baghave. Men når nu vi kan halvere dækningsafgiften uden at finansiere det ved nedskæring i kernevelfærden, er det ok. Også fordi vi forventer, at det bidrager til en vækst,” siger han.
De seks partier forventer, at de bedre erhvervsforhold - samt tilførte millioner til blandt andet virksomhedskonsulenter - fører til flere arbejdspladser og dermed øget vækst samt flere skattekroner, der kan dække udgiften ved at halvere dækningsafgiften.
Erhvervsliv skal på banen
Samtidig med at halvere dækningsafgiften etablerer Vejle Kommune et nyt og tættere samarbejde med erhvervslivet og den lokale fagbevægelse.
“Vi opretter en følgegruppe, der skal evaluere på erhvervspolitiken og udviklingen,” fortæller borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V).
Følgegruppen består af partiernes gruppeformænd samt en repræsentant fra LO Vejle, Dansk Industri og Syddansk Erhvervsskole. Andre kan komme til senere.
“Følgegruppen skal mødes mindst en gang om året. Gerne mere,” siger Arne Sigtenbjerggaard.
Efter valget sidste år varslede Vejle Kommune flere ændringer i erhvervspolitiken - blandt andet at området forvaltningsmæssigt blev flyttet og kom til at høre under kommunaldirektør Niels Ågesen.
Allerede i december skrev Lokalavisen Budstikken om de tanker. Men Niels Ågesen understreger, at følgegruppen hverken udløser flytning af medarbejdere eller beslutningskompetence. Heller ikke det politiske ansvar for udvikling af erhvervspolitikken flyttes.
“Det ligger fortsat på os politikere,” siger Arne Sigtenbjerggard.
Den nye følgegruppe skulle gerne knytte kommunen, erhvervslivet, fagbevægelsen og uddannelsesinstitutionerne tættere sammen.
“Resultatet skal gerne være flere praktikpladser og job,” siger den radikale Torben Elsig-Pedersen .
Samarbejdsaftalen mellem kommunen, LO, DI og Syddansk Erhvervsskole er forholdsvist løst formuleret. Men alligevel vil den få konkret betydning, mener Lars Bregnehøj, der er direktør på Syddansk Erhvervsskole.
“Når der står i aftalen, at 'flere unge får en erhvervsuddannelse' så er det i vores øjne en meget konkret og forpligtende aftale,” siger han.
SF og Enhedslisten står uden for delforliget.