Fortsæt til indhold

Hjemmelavet værested til de hjemløse

Aarhus Kommune har ansat en projektleder på Håbets Allé, der i tæt kontakt med hjemløse og udsatte grupper vil skabe et nyt mødested

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Et faldefærdigt kolonihavelignende, lille træhus er den spæde start på projekt Håbets Allé.
Her, på en adresse der er nabo til Godsbanen, er det planen at skabe en gade med et værested, cafeer, værksteder og små butikker drevet delvist for og af hjemløse og socialt udsatte grupper.
Et projekt som Aarhus Kommune har valgt at støtte med en lønnet projektleder i foreløbig tre måneder og ved via opfinderpuljen at give 186.000 kr.
De første 100.000 kr. er brugt på igangsætte Håbets Allé.
"En smuk vision"
Socialrådmand Thomas Medom (SF) var i sidste uge for første gang forbi adressen på P. Hjort Lorenzens Vej.
"Det her er den spæde opstart. Vi må se, hvor det lander. Det er en smuk vision, som jeg gerne vil være med til at sætte i gang. Jeg kan sagtens forestille mig, at det kan blive et rigtigt fint sted. Gaden trænger i den grad til renovering, så den her vision kommer helt perfekt," siger Thomas Medom.
Kim Kromann er fra januar ansat som projektleder på Håbets Allé. Han har tidligere været med til at opbygge et værested i Mindegade.
"Vi vil lave et mangfoldigt mødested i byrummet. Et sted, der oser af kultur og kreativitet," siger Kim Kromann.
Kommunen ejer en lang, smal grund på venstre side af P. Hjort Lorenzens Vej, hvor der i dag bliver lejet en masse smågrunde ud. De fleste af grundene bliver brugt til opbevaring og er meget forsømte.
Håbets Allé er nu flyttet ind i et lejemål, som ca. 20 folk fra byens værestedsmiljøer herunder fem fra hjemløselejren på Godsbanen i tirsdags gik sammen om at rydde op i.
"Der var en frygtelig masse skrald, der bare skulle smides ud. Men vi fandt da f.eks. et flot gammelt bord, som vi jo sagtens kan bruge. Nu har vi lidt at begynde med. Der er lidt 'Mormors kolonihavehus' over det. Næste skidt er, at vi skal tilkobles noget strøm," siger Kim Kromann.

Gade med biograf og cafe

Han lægger ikke skjul på sine langsigtede visioner for området, som han har udviklet sammen med omkring 20 personer fra værestedet Skiftesporet, Værestedet Jægergårdsgade og firmaet Playscapes i Viby.
"Vi ser en levende gade med små cafeer, udendørs biograf, små socialøkonomiske butikker, værksteder, restauranter osv. Det er ikke et sted, folk kan overnatte, men et sted, de kan få et tilhørsforhold til og et sted, hvor de kan være med til at bestemme, hvad der skal foregå. Et sted ikke kun for de hjemløse, men for alle byens borgere," siger Kim Kromann og understreger, at det hele skal foregå stille og roligt.
Efterhånden som lejemål bliver ledige, håber Kim Kromann, at Håbets Allé vil sprede sig.
"Vi er ikke ude på at sige, at nu kommer vi og overtager gaden. Det er en stille opstart, som, vi håber, vil udvikle sig til en gevinst for byen," siger Kim Kromann, der har indrettet et lille kontor i en gammel bus på godsbanearealet og er i tæt kontakt med de udsatte grupper.

Skævet til Enghave Plads

Thomas Medom er tilfreds med, hvad han foreløbig har set og hørt.
"Jeg tror, det er præcist sådan noget her, der er behov for. Vi har kigget lidt på, hvad man har gjort på Enghave Plads i København, hvor det også er startet fra bunden. Det er jo ikke et værested i klassisk forstand, men det handler om at give ejerskab til brugerne. At de er med til at bestemme og udvikle stedet," siger Thomas Medom.
Han har ingen planer om at bortvise de hjemløse, som bor i teltet på Godsbanen.
"Jeg har ingen planer om at sende politiet efter dem. Jeg synes, det er en fin dialog og proces, vi nu har sat i gang, der med tiden kan afhjælpe deres behov for at få et sted."
Men stedet er ikke deres permanent?

"Som det ser ud nu, har Håbets Allé en lejekontrakt og en person ansat i tre måneder. Så må vi se, hvad vi kan derfra," siger Thomas Medom.