Fortsæt til indhold

De hjemløse er flyttet fra godsbaneareal

Efter seks måneder er teltet, der husede en gruppe socialt udsatte nu pillet ned

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Tilbage er sofaer, brædder, soveposer, tøj og en hulens masse affald.
Teltet, som en gruppe hjemløse og socialt udsatte mennesker rejste for et halvt år siden, er nu fjernet fra godsbanearealerme, og beboerne har fundet andre opholdssteder.
Aarhus Kommune oplyser, at teltet blev pillet ned i torsdags, da Banedanmark nu skal i gang med at fjerne gamle jernbaneskinner fra området, som en del af den omfattende renovering af området, der skal foregå over de kommende år.
Gruppen af hjemløse og socialt udsatte satte teltet op på den ellers forladte grund på banearealet i afmagt over ikke at have et sted at være.
"Næsten alle, der kommer her, drikker øl, men der er ingen sprøjter her. I døgnvarmestuen bliver man derimod bestjålet, der er ofte slåskampe og en dårlig stemning. Her er alle lige, og ingen nedgør hinanden," sagde Morten Bendt om teltet i december.
En slags talsmand for gruppen blev den 68-årige, pensionerede dansk-norske læge Birger Schroll, som nu er rejst retur til Norge.
Han havde i december et møde med daværende teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V), der politianmeldte gruppen og lovede at arbejde for at finde et nyt sted til den ca. 30 mand store gruppe.
De hjemløse fik dog midlertidigt lov at blive i teltet, og i slutningen af januar igangsatte socialrådmand Thomas Medom (SF) projektet Håbet Allé.

Håbets Allé er undervejs

Tanken var at skabe et værested, som brugerne i høj grad selv er med til at udforme.
På P. Hjort Lorenzens Vej - lige ved siden af godsbanearealerne - ejer Aarhus Kommune en række mindre grunde. Nogle er udlejede, nogle står tomme.
I takt med at lejemålene rinder ud, er det planen, at den lille vej kan blive et kreativt område med cafeer, værksteder, nyttehaver og væresteder under navnet Håbets Allé.
"Det er ikke et sted, folk kan overnatte, men et sted, de kan få et tilhørsforhold til og et sted, hvor de kan være med til at bestemme," forklarede projektleder Kim Kromann i januar.
Og en del af brugerne af hjemløseteltet er nu engagerede i Håbets Allé.
Blandt andre har Birger Schroll skrevet følgende på hjemløseteltets facebookside:
"Hjemløseteltet ved Godsbanen er ikke 'dødt'. Det lever videre i vores hjerter, og vi mindes det med glæde og stolthed.. takker for gode glædesspredende øjeblikke, mens vi lærte at opføre os 'som Folk' og blev mødt med respekt fra andre, som så, at vi gjorde det, så godt vi kunne. Vi arbejder nu videre på Håbets Allé."
Til en online-diskussion om at flytte teltet til en anden placering har en anden skrevet på siden:
"Uanset hvad folk vælger at gøre, så pas på fingrene, og hvad I stikker dem i. Der er nogle ret nasty ting rundt omkring efterhånden."

Kanyler i skraldet

Og det gik også op for en lille gruppe ansatte fra Aarhus Kommunes teknik og miljø-afdeling i går, da de var ude på godsbanearealerne.
Her fandt de i det efterladte skrald en kanyle.
"Det er vi meget overrasket over. Det er absolut ikke vores indtryk, at brugerne af hjemløseteltet brugte kanyler. Vi har tværtimod altid haft en god dialog med dem. Men vi har hørt, at der i løbet af den sidste uge, var begyndt at komme en helt anden gruppe dernede," siger Peter Christian Trolle, der er sektionsleder i Administration og Ejendomme under Aarhus Kommune.
Han oplyser, at der så hurtigt som muligt vil blive ryddet op på pladsen.