Fortsæt til indhold

Byrådsmedlem antyder urent trav i kommunal handel

Morten Kristensen fra SF tror, at kommunen har lovet noget, der ikke står i købsaftalen

Samfund
Peter Friis Autzen

Indgik Vejle Kommune og slagteri-ejer Leo Grønvall en ulovlig studehandel, da kommunen købte den gamle brugs i Store Lihme af Leo Grønvall?
Det spørgsmål vil byrådsmedlem Morten Kristensen (SF) have Statsforvaltningen til at undersøge. Selv mener han, at sagen lugter.
“I købsaftalens indledende papirer står der, at han sælger os bygningen med tab mod, at han til gengæld får bedre adgangsforhold til sit slagteri, Danepork. I den endelige købsaftale er linjerne om bedre trafikforhold fjernet - men det står stadig noteret, at han sælger med et tab på en kvart million. Hvorfor skulle han gøre dét, hvis ikke det var for at få indfriet et løfte om en bedre vej hen til slagteriet,” spørger Morten Kristensen.
Han tror, at slagteri-ejeren er blevet lovet noget, der bare ikke står i købsaftalen.
Hvis det er rigtigt, er kommunen gået alt for langt, og købsaftalen må annulleres, mener Morten Kristensen, som nu vil bede Statsforvaltningen vurdere spørgsmålet.

Borgmester: Utilstedeligt

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) er irriteret over Morten Kristensens antydninger.
“Han kan ikke være bekendt at møde folk med sådan en mistro. Han skaber ikke andet end mistillid. Men sådan fører Morten Kristensen politik. Og sådan har han altid gjort,” siger Arne Sigtenbjerggard.
Han afviser, at der har været nogen form for urent trav.
“Der er intet at sætte en finger på i den aftale, der er indgået. Det kan jeg klart afvise. Morten Kristensen udviser en fantastisk mistro og mistillid. Han tror, at vi laver studehandler. Jeg synes, at han opfører sig utilstedeligt,” siger borgmesteren.

Morten Kristensen (SF) fornemmer en studehandel.

Chefjurist afviser

Vejle Kommunes chefjurist, Steen Jørgensen, afviser også, der er noget fordækt i aftalen.
Han forklarer, at kommunen ønskede at købe den nedrivnings-parate gamle bygning af den tidligere ejer. Men parterne kunne ikke blive enige om prisen.
Leo Grønvall kom så ind og købte ejendommen til den pris, sælger krævede. Derefter solgte han den videre til kommunen til den pris, kommunen ville give. Derved pådrog han sig et tab på 250.000 kroner. Hans eneste betingelse var, at bygningen skulle rives ned for at forskønne landsbyen.
Når beløbet på de 250.000 stadig er fremhævet i aftalen skyldes det en købs-konstruktion, hvor Leo Grønvall var en slags 'mellemmand'. Derved kunne handlerne gennemføres i ét hug, og et par registreringsstempler spares.
”Der er intet som helst ulovligt i den handel,“ siger Steen Jørgensen som ser frem til en tilsynssag med sindsro.
”Jeg er fuldstændig rolig ved sagen. Lige så rolig, som jeg ville være, hvis nogen meldte mig for mordet på Grauballemanden,” siger han.
Også den konservative byrådspolitiker, Dan Arnløv Jørgensen kritiserer forløbet.
“Jeg kan ikke bevise, at der er lavet rævekager - og derfor kan jeg heller ikke sige, at der er lavet rævekager. Men vi politikere er ikke blevet godt nok orienteret. Det er sket før, og det er et meget alvorligt, demokratisk problem,” siger Dan Arnløv Jørgensen.


Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Leo Grønvall inden deadline på avisen, der udkommer den 23. september.