Thomas går efter det grå guld
Skødstrup-dreng vil hjælpe seniorerne med IT-problemer
'Fagre Nye Farfar - IT-hjælp til det grå Guld'.
Sådan lyder sloganet for 31-årige Thomas M. Pedersens nystartede firma.
Skødstrup-drengen har tidligere stået bag Kaptajn Fisk, der lå på Trøjborg, så det er ikke første gang, han prøver livet af som selvstændig.
Og IT-erfaring har han også en del af som TDC-ansat i fire år og som salgsleder af et tysk IT-firma i to år.
“Min virksomhed skal hjælpe ældre med at komme godt i gang med IT som computere og mobiltelefoner. Ikke på højt plan, men på brugerniveau, hvor de kan være med, og et tempo, der er til at forstå,” siger han.
“Jeg fik idéen til virksomheden, da jeg selv har nogle forældre, der er lidt oppe i årene og som kan have svært ved at bruge deres computer som de gerne vil. Så snart der skal sættes en printer til eller tvet skal indstilles. er der ikke rigtig nogen hjælp at hente, andre steder end hos børnene. Men den mulighed er det måske ikke alle ældre, der har. Derfor har jeg nu valgt at prøve at starte en lille enkeltmandsvirksomheden. Og så er min plan også at hjælpe små enkeltmandsfirmaer med deres IT-udfordringer,” fastslår han.
Berømt roman
Navnet er taget med udgangspunkt i den berømte roman 'Favre Nye Verden', og da det ofte er manden i huset , som står for teknikken i huset, blev det 'farfar', der kom med i navnet.
“Min vision med mit lille firma, er, at jeg vil hjælpe dem, der allerede nu har computere i hjemmet. Helt fra opsætning af computer, trådløs internet, hjælp til tv og så videre - til at jeg kan oprette digital postkasse til dem, og efterfølgende lære dem at benytte det. Derudover vil jeg også kunne tilbyde hjælp til Facebook og oprettelse af mailadresse. “
Thomas Pedersen forventer travlhed, når alle borgere som udgangspunkt skal anvende digital signatur og får digital postkasser fra 1. november i år.
“Hvis der opstår et behov for kurser og support med en abonnementsordning, finder vi også ud af det,” siger ejeren af 'Fagre Nye Farfar'.