Kaffebomben fra Aarhus V klar til kage-finale
Det bliver måske en kage fra Aarhus V-bageri, som løber med titlen som årets bedste
Konditor Dan von der Lippe fra Fru Nielsens Bageri, som har afdelinger i Aarhus V og på Trøjborg er efter indledende runde i kampen om at lave Danmarks Bedste Brød og Kage nu videre til finalen, der afvikles på Rådhuspladsen i København tirsdag 23. september.
I år var der næsten 400 brød og kager tilmeldt i konkurrencens syv kategorier.
I kagekonkurrencen hedder kategorierne bagt tærte, kransekagestykke og tørkage. Dan von der Lippe dyster i bedste kransekagestykke.
Ti produkter er valgt ud af dommerne i hver af de syv kategorier. Disse finalebrød og kager er nu klar til at blive bedømt af endnu to juryer inden de endelige vindere kan kåres til finalearrangementet.
Bombe med kaffe og trøffel
Det er Dan von der Lippes kage med navnet Kafffebomben, som er udvalgt.
“Vi venter nu spændt på finaledagen på Rådhuspladsen med håbet om, at Fru Nielsens Bageri efterfølgende kan bryste sig med at have danmarks bedste kransekagestykke,” lyder det i en pressemeddelelse fra Nils Nielsen, ejer af Fru Nielsens Bageri.
Ideen til Kaffebomben opstod ud fra tanken om, at kransekagestykket skulle være enkelt i sit udtryk og på samme tid være anderledes at se på.
“Ud over det skulle Kaffebomben også bestå af lækre råvarer. Og derfor står vi nu tilbage med Kaffebomben, der består af marcipan, pistacie, kaffe og chokoladetrøffel,” lyder det videre i pressemeddelelsen.
Aarhusianerne skal selvfølgelig have mulighed for at smage fristelsen, så den kan købes både i bageriet på Trøjborg og i Aarhus V.