Hvem har skudt Sirene?
Stine Rasmussen, der bor på Trøjborg, er chokeret over, at hendes kat er blevet skudt med luftgevær
Lørdag 13. september blev en dag fyldt med forundring og efterlod Stine Rasmussen fra Trøjborg i en form for choktilstand.
For hos dyrlægen blev der fundet et hagl fra et luftgevær i hendes kats bagkrop.
Sirene, som den ni-årige kat hedder, blev skudt af et luftgevær i tidsrummet mellem fredag 12. september klokken 15 og til lørdag morgen klokken ni. Det var i den tidsperiode, at Sirene ikke var hjemme,
“Jeg skal være ærlig og sige, at jeg blev meget chokeret over, at der findes mennesker, der kan finde på at skyde efter katte med et våben. Man kan altså godt skræmme katte væk med vand,” siger hun og fortsætter:
“Man skyder da ikke til måls efter levende væsner. Og da slet ikke inde i byen, hvor der er flere, som kan blive ramt. Det er også farligt, hvis der er børn i nærheden. Jeg synes, det er dyremishandling, og det skal stoppes. Derfor har jeg også meldt det til politiet.”
Hun opfordrer folk til gøre det samme, hvis de oplever noget lignende.
Loven ændret 1. juli
Siden 1. juli har det været ulovligt at skyde efter hunde og katte, da Mark- og Vejfredningsloven blev ændret.
Østjylland Politi har ikke oplevet en stigning i anmeldelser på skud mod husdyr.
“Vi har registreret under fem anmeldelser om året, og det er yderst sjældent, at der er tale om katte, der bliver skudt på. Siden loven blev lavet om, har vi kun modtaget een anmeldelse, og det er den fra Trøjborg. Man kan få bødestraf på 5.000 kroner for grov uforsvarlig adfærd, og jeg vil vurdere, at et skud fra luftgevær godt kan slå en kat ihjel, og så vil vedkommende blive pålagt et erstatningsansvar,” siger Henrik Vinther, der sidder med dyreværnssager hos Østjyllands Politi.
Stine Rasmussen har været rundt i lokalområdet på Trøjborg og hænge løbesedler op. Hun håber, at det kan få nogle forældre til at gribe fat i deres børn, hvis der er tale om drengestreger.