Otte læsere klar til Marselis Marathon
Så er de lokale løbere, der har vundet et startnummer og træningsprogram til Marselis Marathon, fundet
I et bredt felt af mange motiverede ansøgninger, har Lokalavisen nu fundet de otte løbere, der hver har vundet er startnummer til Aarhus' nyeste maratonløb - Marselis Marathon.
Det drejer sig om tre kvinder og fem mænd, både debutanter og øvede og fra en stor del af vores udgivelsesområde.
Udover at have vundet et startnummer til løbet får løberne også individuelle træningsprogrammer af arrangør og løbeentusiasten Rasmus Hansen, som ejer Keep-Running i Vestergade, hvor Lokalavisens udvalgte løbere skal mødes fra tid til anden.
Høj motivation
Og motivationen er på sit højeste.
Eksempelvis skriver 52-årige Susanne Axelsen fra Skødstrup:
“... Jeg løber ikke for at holde mig ung, men for at blive gammel. Jeg har løbet i mange år. Jeg har også løbet maraton før. Men jeg har altid løbet alene tidligt om morgenen. Jeg har aldrig løbet i løbeklub eller efter et personligt træningsprogram. Jeg kan godt mærke, at alderen betyder mere for hastighed, udholdenhed og måske også motivation, end den gjorde tidligere,” skriver Susanne Axelsen, der fik konstateret brystkræft som 37-årig men lever i dag i bedste velgående. Blandt andet på grund af motion.
Der er også flere maraton-debutanter blandt de udvalgte løbere.
En af dem er 22-årige Anders Kynde, der i sin motiverede ansøgning, skriver: “.... når det kommer til at løbe for sjov, er jeg et skvat. Jeg har en grim løbestil, og jeg glæder mig bare til, at turen er overstået. Men jeg er en jyde, der elsker at bryde vaner, så derfor vil jeg bevise overfor venner, familie og mig selv, at jeg kan skabe miraklet og gennemføre et maraton. For har jeg først skaffet mig et startnummer og et træningsprogram under jeres overvågning, ved jeg, at der er ingen vej udenom. “
Følger dem jævnligt
I perioden op til Marselis Marathon vil Lokalavisen jævnligt følge de otte løbere for at høre, hvordan det går med den vigtige fortræning til løbet på de 42, 195 kilometer.
FAKTA
De otte udvalgte løbere er:
Erling Brødbæk, 52 år, Beder.
Hans Christensen, 43 år, Åbyhøj
Susanne Axelsen, 52 år, Skødstrup.
Johanne Birn, 38 år, Aarhus C.
Anders Kynde, 22 år, Brabrand.
Martin Franch, 35 år, Aarhus N.
Asbjørn Beck, 18 år, Lystrup.
Martabolette Stecher, 45 år, Skødstrup.