På lørdag skal træningen toppe
Syv løbere fra Lokalavisens løbegruppe er klar til det første Marselis Marathon
MARATON Forventningens glæde er i mange af livets forhold stor. Og lørdagens Marselis Marathon, som bliver skudt i gang fra Moesgaard Strand klokken 10, er ingen undtagelse blandt Lokalavisens løbere.
De glæder sig primært til den naturskønne rute med strand, skov og vand gennem Marselisskoven.
Der er dog en fra løbegruppen, som vi udvalgte i maj, der må melde fra til lørdagens 42, 2 kilometer. Det er Susanne Axelsen fra Skødstrup. Hun har flere maratonløb i benene, men en skader sætter en stopper for endnu et i denne omgang.
“Jeg bliver desværre nødt til at melde fra til Marselis Marathon, og det er jeg rigtig ked af. Jeg har været indlagt med smerter i hofte, ben og feber. Undersøgelser har vist, at jeg har sprunget den muskel, der hedder Musculus Semitendinosus, hvor den sidder fast på knoglen i bækkenet, “ fortæller en ærgerlig Susanne Axelsen.
Du kan læse flere og længere indlæg fra Lokalavisens udvalgtes løbedagbøger i det følgende.
Marseliis Marathon sidste tur
Erling Brødbæk
Har nu løbet 700 km som træning til dette maraton, siden vi startede op 01.05. Jeg har deltaget i mange løb, herunder også 4 x ½ maraton. Mine forventninger bestemt blevet opfyldt med hensyn til at få varieret træningen, idet der er kommet mere interval, bakketræning etc. på. Tak til Rasmus for det.
Med hensyn til tid: Jeg har personlig rekord fra Berlin sidste år på 3.22, havde jeg håbet jeg kunne slå, men det kommer ikke til at ske, da skovløb er hårdere på grund af underlag og bakker.
Tiden bliver formentligt 3:45.
Anders Kynde:
Der har været knap så meget nyt fra mig, siden vi mødtes i starten af maj. Og det har der, fordi der ikke er sket så meget med min træning. Jeg gennemførte Aarhus City Halvmarathon i juni, og siden har Northside Festival, en tre ugers rejse til Østeuropa samt studiestart gjort det svært for mig at vedligholde træningen. Det er blevet til et par løbeture i ny og næ, men mine ben skriger ikke ligefrem efter at løbe 42 kilometer. Trods dette har jeg dog i sinde at gøre alt, hvad jeg kan for at gennemføre Marselis Marathon. I hvert fald for ikke at skuffe min mor, der har lovet at tage hele turen fra Vestjylland for at heppe på mig. Og selvfølgelig skal jeg nok gennemføre. Det er nok nærmere tiden, som ikke bliver nogen spændende tid, men hvis jeg kan lande på en sluttid omkring 4 timer og 30 minutter, vil jeg blive vældig glad.
Johanne Birn:
Her går det godt! Jeg følger træningsprogrammet og kan mærke, at intervaltræningen virkelig giver noget nu. Derudover har jeg haft en times pulstræning med en løbetræner. Det var rigtig godt at få lidt mere viden om, hvordan jeg kan bruge pulsen til at løbe i den rette belastning. Jeg øver mig i at løbe længere og langsommere ture og det fungerer rigtig godt med variationen i løbet. Egentlig glæder jeg mig bare til løbet nu. Jeg er tryg ved, at Rasmus' træningsprogram har gjort mig i stand til at gennemføre.
Jeg har haft en drøm om, at komme under fire timer på mit første maratonløb, men har indset, at det ikke er realistisk med de mange stigninger på ruten. Mit mål er nu at komme ind på under 4½ time. Og så må jeg jo finde et fladere maraton og lave en god tid på senere. Som det sidste mangler jeg at få styr på, hvordan jeg bedst spiser op til og under løbet. Jeg er ikke vant til hverken at spise eller drikke, når jeg løber, så det skal jeg have gennemtænkt.
Men alt i alt føler jeg mig klar - og jeg glæder mig.
Martin Franch
Træningen går ganske fornuftigt, jeg har deltaget i et rundeløb i Horsens, hvor det blev til 31,5 km på 3 timer.
Derudover prøvede jeg kræfter med Danmarks højeste maraton for 14 dage siden, hvilket var for at prøve både distance samt få nogle bakker i benene. Det gik også ganske fornuftigt, da jeg kom ind i tiden 4 timer 20 min.Marselis Marathon har jeg læst lidt på, og kan se der er en del højdemeter, så derfor vil jeg have en forsigtig forventet sluttid på omkring 4 timer 30 min. Glæder mig meget til at få lov at nyde løbet, nu hvor man har målrettet trænet mod netop dette løb.
Martabolette Stecher
Her går det egentlig godt. Jeg har jo fulgt programmet hele vejen, men løbet mere end jeg skulle. Det har betydet, at jeg en lørdag var oppe og løbe 30 kilometer i streg – og det gik meget fint, selvom jeg fik diarré. Jeg fortsatte blot og havde på forhånd fundet en super god rute og havde en veninde, der løb med det meste af vejen. Aftenen før havde jeg været ude og sætte vandposter op, så vi ikke gik kolde. Men de sidste par uger har jeg haft utrolig meget at se til. Det er alt lige fra konsulentopgaver til børnefødselsdage, forældrerådsmøder og så videre. Og det har været svært at få løbet det, jeg skulle. Men jeg har gjort det og følt, at mine ben var meget tunge. I fredags løb jeg 6 kilometer på 33 minutter, hvilket er min hidtil bedste tid. Ellers siger folk til mig, at jeg løber langsomt cirka 6 minutter 30 sekunder per km. Men jeg nyder i den grad at løbe og bruge det som meditation, til idéudvikling og mental klaring af tanker og udfordringer. Jeg fører stadig løbedagbog og har efterhånden fået en del henvendelser fra folk, der nu også er gået i gang med løberiet. De siger, at min løbedagbog smitter – og at det giver blod på tanden. Måske fordi jeg jo den 6. maj i år rent faktisk ikke kunne løbe 1 kilomter, så heldigvis gik jeg i gang den 7. maj.
Jeg er ærligt vildt bange for det maraton og ved slet ikke, hvordan det er at gennemføre. En ting er, om jeg kan holde farten – og om tiden som mit oprindelige mål var på 4 timer og 30 minutter holder. Det er måske snarere 4,5 timer til 5 timer. Men nu må vi se. Jeg vil i hvert fald gøre mit yderste for både at gennemføre og for at få en super god oplevelse med det. Så når jeg løber over målstregen bliver det forhåbentlig med et smil på læben. En anden ting er, at jeg primært har kunnet træne tæt på vores bopæl – og derfor har det primært været på asfalt.
Dette løb har heller ikke været noget, der skulle overstås – jeg har nydt hvert et skridt, og dette vil jeg gerne fortsætte med både under løbet og efterfølgende. Jeg har besluttet, at jeg aldrig slipper det at løbe og er allerede tilmeldt flere løb bagefter. Mit mål er at komme op i hastighed og blive bedre til det rent løbe-tekniske. Selvom jeg også er træt, så jeg er dybt lykkelig over, at det nu er blevet til en naturlig del af mit liv, at jeg løber – og at jeg får dette pusterum til andet end arbejde og børn. Derfor er jeg dybt lykkelig over, at jeg fik mulighed for at få denne udfordring.
Hans Christensen
Nu er der kun en uge til Marselis Marathon. Træningen har i de mange måneder været rigtig god, og det er kun i den seneste måned, at der har været et par gange, hvor jeg ikke har fulgt træningsplanen primært på grund af andre forpligtelser. En enkelt gang røg den lange løbetur efter en festlig dobbelt rund fødselsdag om lørdagen. Jeg var efterfølgende lidt træt, så søndagens løbetur blev reduceret fra 18 km til 0,18 km. Nogle af træningsturene er blevet løbet meget sent om aftenen, men det har også været hyggeligt at løbe rundt i Aarhus' gader i lampernes skær og have det hele for sig selv. Jeg har haft selskab på nogle af min ture af mine børn, som har løbet med i starten, og den yngste har været med i babyjoggeren.
Jeg kan mærke, at grundformen er der, og benene føles gode. Det kan ses, ved at jeg har lavet et par personlige rekorder i løbet af den seneste måned, og jeg har blandt andet løbet mit hurtigste Marselisløb ud af 15 gange, hvor jeg løb hurtigere end den 20 år yngre mig. Som en lille sidegevinst fra træningen har jeg også tabt et par kilo, hvilket bliver rart, når vi når bakkerne i marathonløbet.
Jeg vil til marathonløbet forsøge at løbe i en hastighed, der skulle give en slutresultat på ca. 3,45. Mit svage punkt i mit juli-marathon var mine lægmuskler, men jeg har forsøgt at styrke dem siden, og vi får se, hvad de siger ude på ruten. Under alle omstændigheder, så glæder jeg mig rigtigt meget til at komme i gang, og jeg håber på et godt løb for alle løberne.
Jeg kan tilføje, at træningsplanen fra Rasmus har været rigtig god, idet den har haft 3 ugers opbygning og 1 uges restitution. Man kan ikke sige nok gode ting om restitutionsperioderne, som er kommet på de helt rigtige tidspunkter, så man ikke løb sig selv i sænk, men i stedet fik styrket kroppen, så man var klar til de næste tre ugers opbygning. Den strukturerede tilgang med planlagte restitutionsperioder har jeg ikke haft før, og det er nok den væsentligste grund til, at jeg er kommet i så god form med dette træningsprogram.
Asbjørn Beck
SIden sidst er det gået op ned som de bakker, jeg løber i for tiden. Det startede med at gå godt lige efter sidste gang jeg skrev, men så gik det ellers ned ad bakke for omkring 2 uger siden. Jeg kunne mærke en mindre ømhed i mit lår efter et træningspas og jeg spekulerede lidt i, hvad der kunne have forårsaget det, for det var et "normalt" træningspas, så det var ikke noget udover det sædvanlige. Da jeg næste gang var ude på en 8 kilomter løbetur, måtte jeg simpelthen stoppe undervejs omkring efter 6,5 kilometer. Det gjorde bare alt for ondt!! Jeg havde ondt i inderlåret, men ikke som en fibersprængning, mere som en forstrækning af den hårde slags. Det gjorde mig selvfølgelig meget bekymret, da der på det tidspunkt kun var 2,5 uge til at jeg skulle løbe de berygtede 42 kilometer. Jeg blev helt slået ud psykisk og jeg skrev en krise mail til Rasmus! Rasmus var hurtig til at få svaret og vi blev enige om, at jeg måtte holde en pause på omkring 5 dage før jeg kunne løbe 1 kilometer og se hvordan mit ben klarede det. Det er en uge side jeg løb den ene kilometer, men den løb jeg meget langsomt og mit lår var tilfreds med belastningen. Derfor kunne jeg igen løbe 3 kilometer dagen efter uden de store problemer, men til gengæld med et kæmpe smil på læben, da der igen var håb! Jeg sørgede for ikke at belaste mit lår i de 5 dages pause - det vil sige, at jeg stort set ikke lavede noget som helst med det - jeg cyklede kun til og fra skole, men ellers var det behersket med motion jeg fik! Da jeg 2 dage efter de 3 kilometer s løb, løb 7 kilometer og mit ben stadig ikke havde givet lyd fra sig, så var jeg overbevist om, at jeg var ovenpå igen! Jeg skrev til Rasmus og vi blev igen enige om, at jeg frem til løbet kun ville have 3 træningspas. Jeg skulle i dag søndag løbe 10 kilometer og så 15 kilometer tirsdag, derefter 3 kilometer torsdag eller fredag og så skal jeg ikke røre mig indtil det store løb løber af stablen! Det er et 'program', som jeg indtil videre kan holde! I dag var jeg ude og løbe de 10 kilometer i skoven og det gik rigtig godt, så der var sikkert mange der fik et smil med på vejen, da jeg var i et fantastisk humør! jeg glæder mig meget til løbet og har fået stor opbakning af dem fra min klasse og hele min familie. Selv min 98 årige oldemor kan ikke vente til jeg ringer og fortæller hende om det. Det er super dejligt med al den støtte, når det er så langt jeg skal løbe! Det bliver en lang tur, men det bliver helt sikkert en god tur og jeg glæder mig til at presse min krop! Jeg håber på, at jeg kan nå ind omkring 3,5-4 timer, hvis min krop og lår tillader det!