Aros fører, forvirrer og ’faker’

Han vil gerne give publikum et sug i maven.
"Det her har de ikke oplevet før," siger Erlend Høyersten, der tiltrådte som direktør på Aros d. 1. januar.
Han præsenterede i sidste uge sin første udstilling som leder af det aarhusianske museum, og han har villet eksperimentere og gå nye veje med den 'gamle' kunst fra museets samling.
Og så har han tilsat et nyt element. Et tæppe, der i udstillingens sidste rum får publikum til at tro, at de står ved en afgrund.
Hvis man kigger gennem et kamera vel at mærke.
Et trick, som direktøren ikke mener at have set på noget kunstmuseum før.
Han er spændt på, hvordan publikum tager i mod effekten.
"Her kan man sige, at virkeligheden er digital. Først når man tager billedet, fremstår den virkelighed, vi vil vise," siger direktøren, der kalder Aros "et stort mentalt fitnesscenter", hvor man ikke bare får oplevelserne.
"Man skal også lave noget for at få nye perspektiver," siger norske Erlend Høyersten.

Et tæppe-klimaks

Tæppet med den finurlige kunnen er lavet Ege Tæpper, designet af Thomas Bach efter idé af Erlend Høyersten.
"Vi gav virkelig Ege Tæpper en udfordring med den her opgave. Men de har udført den helt fantastisk. Det her er udstillingens klimaks, som kommer lige efter Elissasons røgrum ('Your atmospheric colour atlas', red.) hvor man er blevet helt desorienteret inde i farverne. Og så kommer man ud til det her, hvor vi river gulvet væk under publikum," forklarer direktøren.
Udstillingen består i alt af syv rum eller kapitler, som publikum ledes ind i.
"Vi er ekstremt diktatoriske, så publikum kommer til at bevæge sig meget ens gennem udstillingen. Det er noget, vi er utroligt spændte på. For det skulle gerne give en kollektiv oplevelse af udstillingen. Det har været sjovt og lærerigt at arbejde med," siger Erlend Høyersten.
Og rækkefølgen af værkerne er langtfra tilfældig.
"Kunsten står altid i relation til noget andet kunst. Ingvar Cronhammars værk kommer her f.eks. til at fremstå meget maskulint, fordi det fungerer som en kontrast til Mona Hatoums værk, der vises lige inden. Ligesom scenerne i en film eller i en bog," forklarer Erlend Høyersten, der også bruger lyde til at skabe en forventning om, hvad der skal ske om næste hjørne.
"Vi ønsker ikke at isolere rummene helt. Man skal f.eks. høre, at det buldrer, og tænke, hvad mon der sker i næste rum?"
Hvorfor er det, at vi skal der ud på afgrunden at stå?
"På grund af den globale klimakrise står vi faktisk over for en afgrund, der kræver en kollektiv handling."
"Men jeg synes, det er fint, hvis folk bare får en sjov oplevelse med det. Men det kan også være, at de tænker over det, når de ligger i sengen om aftenen. Hvorfor var det egentlig en afgrund? Og så begynder folk at fylde deres egne associationer ind i værket, og det er det, vi gerne vil," siger Erlend Høyersten.
Udstillingsrummet på museets 6. etage, der før husede nutidssamlingen 'Art City', skal med 'Out of the Darkness' netop gerne sætte flere tanker i gang.
"Vi har forsøgt at lave en blanding mellem et showroom og en tænketank," siger Erlend Høyersten.