Filmelever laver ungdomsfilm
To aarhusianske filmelever har optaget en spillefilm. Flere unge vil fremover kaste sig over det lange format, mener Filmskolens rektor
Som regel har man mange års erfaring og støtte fra Det Danske Filminstitut, hvis man laver en spillefilm.
Men to unge aarhusianere fra den alternative filmuddannelse Super 8 har kastet sig ud i projektet - hjulpet på vej af en filmpris og en dertilhørende halv million kroner.
Rektor på Den Danske Filmskole, Vinca Wiedemann, glæder sig over, at de unge har vundet prisen.
"Det er super vildt, at de kaster sig over at lave en lang fiktionsfilm. Vi ser i dag nogle nye generationer, der allerede fra barnsben er vant til at udtrykke sig gennem billedbårne medier. Og helt naturligt vil vi se langt flere fremover, som laver længere formater," siger Vinca Wiedemann.
Normalt ligger et spillefilmsbudget et sted mellem 15 og 25 mio.kr.
De to unge har ikke ladet sig skræmme af de manglende millioner.
"Jeg håber, det får flere til at tænke, at man ikke bare behøver lave kortfilm, men godt kan kaste sig ud i spillefilm," siger 28-årige Martin Fugl, der er producer på filmen.
Og manuskriptforfatter og instruktør Kasper Rune Larsen nikker:
"Alt for ofte er de film, der bliver lavet på filmuddannelserne bare pæne visitkort, hvor filmmagerne har fået en kendt skuespiller med i en kortfilm. Ungdommen er ikke så vild, som den tror. Jeg kan godt forstå det, for det er virkelig en branche, hvor man ikke har lyst til at begå fejl. Men det er man nødt til," siger 28-årige Kasper Rune Larsen.
Filmen, som de to elever på den alternative filmuddannelse netop har afsluttet optagelserne af, handler om utilpassede unge i et skatermiljø.
Dele af den er optaget i Aarhus, bl.a. i boligblokke i Viby, i Åparken og i Citykirken. Crewet har også været i Fredericia og på Sølund Festival.
En anderledes film
Store dele af filmen beskriver Kasper Rune Larsens eget ungdomsliv - fortalt på en anderledes måde.
"Jeg gider ikke se nogle af de film, der går i biografen. Der er for mange polerede ungdomsfilm lavet af gamle mænd. Vores fokus har været på at skabe en tryghed hos de mennesker, som kan identificere sig med karaktererne. Filmen vil gerne være et accept af, at man kan være ung 'fucked-up' og have lige så meget ret til at være her som alle mulige andre. Opbygningen kan man sammenligne med en Charles Bukowski-roman uden en traditionel dramaturgisk kurve," forklarer Kasper Rune Larsen.
Og Martin Fugl supplerer:
"Det handler om, at man har mere indeni i sig, end den ikke-elsket-attitude, man viser udadtil," siger Martin Fugl.
Rektor på Filmskolen Vinca Wiedemann er enig i betragtningen om, at den danske filmscene mangler variation.
"Efter min mening er der behov for et mere mangfoldigt filmudbud i Danmark. Og hvis det skal kunne lykkes, så skal vi kunne se filmene andre steder end i biografen," siger Vinca Wiedemann.
Premiere til næste forår
Det var vigtigt for Super8-elever ikke at lave en moraliserende film.
"Det er en film lavet af unge om unge. Der er ikke pisket nogen morale ind, og vi taler ikke ned til nogen," siger Kasper Rune Larsen, der nu sammen med Martin Fugl skal i gang med klippearbejdet.
De forventer at have filmen, der har arbejdstitlen 'Danmark', klar til april næste år.
Om den finder vej til landets biografer er endnu uvist.