Grønne planer plantes i Mejlgade
Markedsdag skal inspirere til byens borgerne til taghaver, vindues-dyrkning og affaldssortering
5.000 invitationer ryger i postkasser og i hænderne på folk i Mejlgade og Latinerkvarteret i de kommende dage.
Det er Mejlgade Lab, der inviterer byens borgere til markedsdag, hvor man kan blive inspireret til en mere miljøvenlig hverdag.
Det handler bl.a. om affaldssortering, urban farming, vindues-dyrkning, bistader, regnvandsopsamling, energirådgivning og mobile drivhuse.
Dagen er første skridt på vejen mod en grønnere Mejlgade, et projekt som idélaboratoriet Mejlgade Lab i juli fik to mio.kr. fra Velux-fonden til at realisere.
"Nu holder vi et kick-off-arrangement for at få vækket folks interesse for et grønnere kvarter," siger Jonatan Marcussen, der er projektleder i Mejlgade Lab.
Håbet er at få en masse af borgerne i Mejlgade og Latinerkvarteret til at involvere sig i bæredygtige tiltag.
"De bedste løsninger skabes af de mennesker, der selv skal leve med dem," siger Jonatan Marcussen, og refererer en af nøglesætningerne i Mejlgade Labs idégrundlag.
Bonderøv og livreddere
Cirka 30 stadeholdere inden for bæredygtige tiltag kommer til markedsdagen.
"Bonderøven kommer bl.a. forbi og giver inspiration til en mere selvforsynende levevis. Urtegartneriet kommer med 30 plantekasser og giver råd til, hvordan man kommer i gang med vindues-dyrkning. Netværksvirksomheden Habitats tager et livreddertårn med og advarer om, at vandet kommer, og forklarer, hvorfor det er vigtigt med begrønning af byen," siger Jonatan Marcussen.
13 baggårde i Mejlgade og Latinerkvarteret giver plads til de grønne demonstrationer.
"Det er gået rigtigt godt med at låne plads i baggårdene i kvarteret. Vi har nok nu, men forhåbentlig kommer der stadig flere til," siger Jonatan Marcussen.
Det er meningen, at Mejlgade Lab frem til og med 2017 skal arbejde med at gøre kvarteret grønnere. De to mio.kr. fra Velux-fonden rækker dog ikke så langt.
"Det bliver vores udfordring fremover at finde økonomi til vores sekretariat. Men når vi får udviklet og konkretiseret gode projekter, så bliver det også nemmere at søge og få støtte hos f.eks. EU og andre fonde," siger Jonatan Marcussen, for hvem kommunen er en god samarbejdspartner.
Efter markedsdagen dannes arbejdsgrupper, hvor borgere kobles med kommunen, uddannelsesinstitutioner og fagspecialister.