Fortsæt til indhold

De røø'e slog de hvii'e

Samfund
Jeppe Rafn

VB stillede op mod AGF i en usædvanlig opstilling med Christian Sivebæk alene på toppen, hvor han skulle løbe om kap med hjemmeholdets forsvarsspillere. Det lykkedes perfekt efter knap en halv time. Denis Fazlagic spillede dybt til Sivebæk, der løb fra Sorin og chippede bolden over Steffen Rasmussen.
1-0 til gæsterne, der ikke gav mange chancer væk til AGF. Et kvarter efter pausen var de dog heldige. Jens Jønsson sendte en kanonkugle afsted, som den polske målmand Wolanski lige akkurat fik puffet op på underkanten af overlæggeren og ud i spil igen.
Wolanski var også på plads fem minutter før tid med en redning af et farligt skud fra Kim Aabech.
Det sluttede med en meget overraskende sejr på 1-0 til VB, der ikke havde prøvet at vinde siden sæsonens første kamp for snart to måneder siden.
AGF havde til gengæld vundet sine seneste tre kampe og ville med en sejr være rykket op på 1. pladsen i landets næstbedste fodboldrække.