En AGF-fan i fjendens lejr

Det er nogle tunge skridt, journalisten tager på vej mod NRGI Park, AGF's hjemmebane. Normalt er jeg en almindelig tilskuer, der er på vej til at støtte AGF i egen hule sammen med sønnike eller vennerne. For at opleve stemningen og glæden ved at se en fodboldkamp, om nu AGF taber eller vinder.

Denne gang er det anderledes. Jeg er på arbejde og er på stadion for at dække det gamle arvefjende opgør AGF - VB, men på VB siden.

Hvordan er det at være VB tilhænger i disse dage, med rygter om trænerfyringer og dårlig stemning i VB truppen?

Hvordan forholder jeg mig til at sidde med VB's tilhængere og ikke skaje ud, hvis AGF kommer foran?

Indgangen til udebaneafsnittet på stadion er gemt i et gråt hjørne. I dag er køen ind ikke overbefolket, det er ikke mange tilhængere, der har fundet den forholdsvis korte vej fra Vejle til Aarhus, ja selv fællesbussen var blevet aflyst, da der kun var syv, der havde meldt sig til.

Der er god plads, sønnen vælger, hvor vi skal sidde, for der er pladser nok blandt de 300 tilrejsende fans, og godt udsyn til banen.

VB"s tilhængere

Vejles tilhængere sidder sammen, jeg har pakket AGF tørklædet væk, da jeg spørger dem: “Hvordan er det at være VB tilhænger i dag?”
Karsten Seidelin og Arne Klausen er sammen taget til Aarhus, de er begge 61 år gamle, ungdomskammerater og har været VB fans siden 1963. De er flankeret af deres ven Jan Sørensen, som reelt er AGF fan, men godt kan sidde sammen med vennerne på udebaneafsnittet i dag.
“Det er ikke nemt at være fan af VB i disse dage. Kvaliteten af præstationerne har været meget svingende, og med de indkøb der har været op til sæsonstart, var forventningen noget større til drengene,” fortæller Arne Klausen.
Jan Sørensen fortsætter: “Ja, jeg er nu AGF'er, og nu giver jeg dem en chance, men hvis de taber, kommer jeg ikke tilbage til stadion det næste års tid”.

Kampen

Nede på banen er kampen gået i gang, spillet går ikke specielt hurtigt, og det er AGF, der er mest i boldbesiddelse, uden dog at der sker alverden. Det er faktisk VB, der kommer til de største chancer, efter de første 12 minutter er spillet.
De tilrejsende fans larmer godt på stadion.
“Vi hader AGF” og “Aarhus er en forstad til Brabrand” lyder det fra de mest højtråbende. Stemningen er god, og den bliver ekstatisk da Christian Sivebæk chipper bolden over Steffen Rasmussen i AGF målet efter 27 minutter.
Jeg måber lidt. AGF var endelig kommet i gang med flere sejre i træk i 1. division, og så sker det her. Bagud 1 - 0 som ingen regnede med, skal de hvii'e virkelig tabe til de “røø'e? Det kan kun blive bedre i anden halvleg.

Pause

I halvlegen er der trængsel om baren, mange fans har skreget på deres røde helte, og det kræver drikkevarer for at kunne blive ved i anden halvleg.
Jeg ser store smil på udebaneafsnittet, humøret er højt, og det er nemt at få folk i tale.
Pelle Kristensen og Mads Jenning bort i Aarhus, da de begge studerer der. De to 23-årige vejlensere har været VB fan så længe de kan huske tilbage, og så er det rart at kunne se holdet spille i Aarhus.
“Vi havde virkelig set frem til denne her sæson, på papiret er det et stærkt hold, men mentaliteten halter blandt spillerne. Det er dog en genialitet at sætte Sivebæk på toppen, det gjorde, at vi fører kampen. Det er ikke til at forstå,” siger Pelle Kristensen med et stort smil.
Kammeraten Mads Jenning tilføjer:
“Det er pinligt, at hold som Hobro og Vendsyssel er rykket forbi VB, at vi skal kæmpe i bunden, sådan burde det ikke være, men alt ser bedre ud, hvis vi vinder i dag.”
Højere oppe på tribunen er smilene også blevet meget større hos Karsten Seidelin: “Det er ikke så ring, sagt på godt jysk, hvis det her resultat holder hjem”.

Afslutningen

AGF presser højt på banen, og spillerne har nogle gode muligheder, men VB's aftaler holder, og de får det meste verfet væk, og skuddene klares af målmanden.
Jeg har pakket overvejelserne om diverse udskejelser, hvis AGF var kommet foran, meget langt væk, for som spillet er på banen, scorer AGF ikke.
De 90 minutter er gået, men dommeren fløjter ikke af, fansene råber og sidder på det yderste af plastik sæderne, nu skal den fløjte lyde, og endelig er forløsningen der efter 95 minutter og 8 sekunder. VB vinder 1 - 0 over storebror, fansene er ellevilde og styrter ned på underste tribune for at hylde spillernes præstation.
Jeg og sønnike er på vej ud af stadion, nu med endnu tungere skridt end da vi kom, nu hvor AGF har tabt. På vejen ud møder jeg en smilende og glad Pelle Kristensen, der har anderledes lette og luftige skridt:
“Alt er tilgivet, nu hvor VB vandt over AGF. Vi kunne ikke ønske os noget bedre en torsdag aften i september, vi vender tilbage i november og slår dem igen”.