Fortsæt til indhold

Dobbelt guldmedalje til catere på Aarhus Tech

De første nogensinde til at vinde guld på en cateruddannelse

Samfund
Kim S. Andersen

To elever på cateruddannelsen på Aarhus Tech har, som de første nogensinde, vundet guldmedalje til afgangsprøven.
Catereleverne Sanne Roldsgaard Jensen og Pernille Veng Jacobsens fremtryllede blandt andet stegt, røget andebryst med honningstegte rødbeder, der resulterede i én af de tre topkarakterer, som begge har fået, og som kræves for at blive tildelt guldmedalje.

Helt exceptionelt

“Det er helt exceptionelt, at vi har uddelt hele to guldmedaljer. Eleverne skal få højeste karakter i tre discipliner, og så skal de udvikle og tilberede retter til eksamen, som både er indbydende og som indarbejder alle grundsmagene. Ingen har før præsteret at få topkarakterer over hele linjen. Så jeg er utrolig stolt af begge mine elever,” fortæller elevernes underviser Marianne Wraae i en pressemeddelelse.
“Vi har haft samme undervisere gennem hele forløbet, og det har betydet, at de hele tiden har hjulpet os til at yde vores bedste. Faktisk har undervisningen inspireret mig til at overveje selv at blive underviser,” fortæller den ene af guldmedalje-vinderne, Pernille Veng Jakobsen.
Cateruddannelsen tager 2 år og 10 måneder.