Fortsæt til indhold

SF siger nej til lufthavn ved Thomasminde

SF opfordrer borgmesteren til at skrotte forslaget om at undersøge en placering af en ny lufthavn ved Thomasminde

Samfund
Kim S. Andersen

SF's fungerende rådmand for Sociale Forhold Og Beskæftigelse, Jan Ravn Christensen, peger på at en placering ved Thomasminde er helt urealistisk.
"Helt grundlæggende er vi modstandere af at flytte lufthavnen, men nu hvor der er et flertal i Byrådet for at undersøge mulighederne, vil vi selvfølgelig forsøge at præge den del af debatten. Med en lufthavnsplacering ved Thomasminde vil tusindvis af borgere blive kraftigt negativt berørt og derfor er det en tydelig fejldisponering at lave en undersøgelse her," siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:
"En lufthavn ved Thomasminde vil blive tæt placeret på mange nuværende borgere i området, og indflyvninger og afgange vil berøre rigtigt mange borgere i den nordlige del af kommunen. Hertil kommer at der både er vindmøller, en transformatorstation og Randersvej meget tæt på. Så selv i min vildeste fantasi, kan jeg ikke forestille mig, at en placering ved Thomasminde kan få opbakning hos et flertal i Byrådet."
Jan Ravn er bekymret for borgernes tryghed:

"Med forslaget om at undersøge placeringen ved Thomasminde skabes der efter min overbevisning en urimelig utryghed for alt for mange borgere. Derfor opfordrer jeg borgmesteren til at fjerne Thomasminde fra listen over placeringer, der skal undersøges. Det samme gør sig i øvrigt gældende for undersøgelsen af en citylufthavn, en idé som blev skrottet af Byrådet for få år siden."