Herligt at komme i gang
Omstilling Ry har fået 40.000 kroner fra kommunens Skøn-pulje
Smilene er brede hos folkene bag projektet om at etablere en skovhave bag Ry Hallerne.
Skanderborg Kommune, der har stillet jorden til rådighed for projektet, bevilgede nemlig forleden 40.000 kroner fra Skøn-puljen.
"Herligt, så kan vi komme rigtigt i gang til efteråret med at plante træer og buske," lyder det glade budskab fra Martin Silberschmidt fra Omstilling Ry.
Omstilling Ry er en del af Transition Towns netværket for byer og lokalsamfund, der vil gøre noget for klima og bæredygtighed gennem lokale fællesskaber.
Skovhaven skal også ses i den sammenhæng som en park og et anderledes bud på et rekreativt område.
Meningen er nemlig, at gruppen af lokale borgere skal vise, at det kan lade sig gøre at dyrke planter, træer og buske med spiselige afgrøder nær byen, og at det vil være til inspiration for andre Ry-borgere at forsøge sig hjemme i haven med deraf følgende øget lokal selvforsyning.
Selv om det først for alvor bliver til efteråret, at man skal have planter i jorden, så minder Martin Silberschmidt om, at der allerede nu er ting at gøre og planter at passe.
"Så fremover er der åbent skovhavemøde den første mandag i hver måned," oplyser han.
Første gang bliver mandag 2. juni. Skovhaven ligger oven for børnehaven Mulvarpen på marken bag Ry Hallerne.