Den spiselige park plantes snart
De første træer skal snart i jorden i Ry Skovhave, og det er borgerne selv, der skal i arbejdstøjet.
Ry Skovhave skal være en spiselig park med nøddetræer, frugttræer, bærbuske, spiselige svampe og bunddækkeplanter, som man frit kan høste af. Haven skal tillige være turmål for familier og institutioner, og der vil være rundvisninger og workshops for både børn og voksne.
Skovhaver er relativt ukendt i Danmark, men kan være et af budene på fremtidens lokale fødevareproduktion, mener foreningen, Omstilling Ry, der står bag projektet.
Foreningen indbyder alle Ry-borgere til arbejds-lørdage henholdsvis 4. oktober og 1. november begge dage klokken 10-15. Tilmelding er ikke nødvendig, men det vil være en fordel af hensyn til maden. Eventuel tilmelding til omstilling.ry@gmail.com.
Ry Skovhave fik i foråret stillet jorden til rådighed af Skanderborg Kommune, der også støttet med penge fra Skøn Pulje. Skovhaven er integreret i Ry Hallernes park for bevægelse og idræt.