Fortsæt til indhold

Bilisterne er vilde med at elcykle

Gennem de sidste tre måneder har bilister testet en elcykel. En stor del af dem vil cykle mere i fremtiden

Samfund
Arkiv

Gennem de seneste måneder har albertslunderne haft mulighed for at teste en elcykel. En efterfølgende undersøgelse viser, at de fleste af de bilpendlere, som gennem de seneste måneder har testet en elcykel, regner med at cykle mere i fremtiden.
En af dem “testpersonerne” er Iben Østergaard. Hun har gennem de seneste to måneder cyklet på en elcykel, som hun har lånt af Albertslund Kommune, som en del af kampagnen “Test en Elcykel”.

Det kunne være sjovt

“Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve en elcykel, og så ville det gøre det nemmere bagefter at beslutte, om jeg skulle købe en, når testperioden er slut,” siger hun.
Iben Østergaard mener, at elcyklen har betydet, at hun har brugt bilen lidt mindre end normalt.
“Jeg plejer at cykle meget, men jeg er blevet lidt doven af at have elcyklen. Man vænner sig til at have mulighed for, at sætte modvind på og muligheden for at give den en skalle op ad bakken. Men det gør så også, at man ikke tænker i, om der er modvind eller bakker, inden man skal ud og cykle. Og så kommer man lettere af sted,” siger Iben Østergaard.

Flere vil købe en elcykel

Gennem de seneste tre måneder har 235 bilpendlere deltaget i ”Test en Elcykel”-kampagnen. De første resultater fra kampagnen viser, at otte ud af ti pendlere i fremtiden vil cykle mere, end de gjorde, før de fik cyklen.
Hver tiende billist har efter prøveperioden valgt at købe en elcykel.
”Udover at man kan finde ud af, om man vil have en elcykel eller ej, er det også en måde at finde ud af, hvad der er vigtigt, når man selv skal vælge elcykel. Det kan for eksempel være styr, siddestilling, batteristørrelse, design, opbevaringsmulighed, og om det skal være en lettere model,” siger Trafikplanlægger i Albertslund Kommune, Jens Frost.

Øger livskvaliteten

Iben Østergaard tvivler dog på, at hun køber en elcykel lige med det samme.
”Men det kunne være en mulighed, når jeg bliver ældre. Det ville helt klart også være noget, jeg ville overveje, hvis jeg havde længere på job. Jeg plejer at cykle mellem 14 og 16 kilometer om dagen, men havde det være 20,40 eller 60 kilometer, ville en elcykel være aktuel,” siger Iben Østergaard, som mener, at det giver en god livskvalitet at cykle.

Større velvære

”De meldinger vi får tilbage, er også, at det giver deltagerne større velvære at cykle. Samtidig er det godt for både klima og sundhed. Så alle vinder på elcyklen,” siger Jens Frost.
Han fortæller videre, at der har været en stor interesse for at deltage i kampagnen, hvilket betyder, at der er venteliste til elcyklerne.
Der er dog stadig mulighed for at melde sig til på www.testenelcykel.dk , og få muligheden for at deltage i fremtiden.
brie