John Batz tager humoren alvorligt
Ved det netop afholdte ’Charlies Revygalla’ løb John Batz fra Viby med titlen som ’årets mandlige kunstner’
“Og vinderen er... John Batz!”
I Cirkusbygningen i København var hele den danske revy-branche samlet 31. august til Charlies Revygalla - heriblandt John Batz fra Viby, som kunne høre sit eget navn råbt op som vinder i kategorien 'Årets mandlige kunstner'.
“Det kom bag på mig, og jeg rystede som et espeløv. Jeg blev selvfølgelig rørt og fik øje på min søn i publikum, som havde en lille tåre i øjnene - det går jo lige ind og smitter af,” fortæller John Batz to dage efter pris-overrækkelsen.
“Jeg var overhovedet ikke forberedt på at skulle sige noget - og jeg ved da heller ikke helt, hvad jeg fik sagt. Det hele kører jo rundt i kroppen - og jeg plejer ellers ikke at blive mundlam,” griner han.
Historien om John Batz er fortællingen om en selvlært skuespiller, som har knoklet, taget chancer, som har rystet revy-posen og dermed stødt og roligt har bevist sit værd og opnået anerkendelse som revy-kunstner.
En revy i superligaen
Han begyndte karrieren med at lave studenterrevy i Aarhus som 17-årig og ni år frem. Siden har han blandt meget andet stået på scener over hele landet, hvor arbejdet i revyerne i Græsted, Esbjerg, på Bornholm og ikke mindst Århus Revyen er noget af det, han er mest kendt for.
Sidstnævnte var han med til at genoplive i 2008, efter den havde været lukket i flere år.
“Det var en økonomisk lussing efter den første sæson. Her gik det op for mig, at folk ikke bare kommer, selvom det faktisk er godt. Man skal opbygge et navn, og så skal pressen også vise interesse, hvilket den aarhusianske presse simpelthen ikke gjorde dengang. Men vi var så mange, som troede på revyen, og det er svært at opgive noget, når man har brugt så lang tid på det, derfor fortsatte vi,” fortæller John Batz.
“Jeg synes jo, det er klart, at ligesom Aarhus bør have et hold i Superligaen, så skal byen selvfølgelig også have en revy i superligaen, som kan trække store navne til,” fortsætter han med den farvestrålende statuette fra Charlies Revygalla stående ved siden af sig.
Revyen skal fornyes
For John Batz er det altså revy-genren, som hjertet er tabt til. Han tager humoren alvorligt og holdninger til, hvad god revy er, har han masser af. Man skal blot “trykke på play-knappen”, så sætter han i gang.
“Vi er nødt til at ryste posen for pokker. Hvis ikke vi forstår at forny os og trække nye folk til, så vil vores publikum lige så stille dø. Først og fremmest skal revyen overraske - pointen skal overraske! Vi skal ikke lefle for laveste fællesnævner. Lad os trække elementer fra stand up og impro-teater ind. Lad os tage stilling til et emne i stedet for bare at tale om det. Så bliver vi mere nærværende,” siger John Batz, som, når han ikke arbejder rundt omkring i landet, holder til i Viby med sin 18-årige søn og 15-årige datter.
Fremtids-drømmen er at være ham, der fornyer revyen - det er det, han gerne vil huskes for. Skulle der falde en film-rolle af i svinget, kunne han nok også godt finde på at hoppe på den vogn, fortæller han.
“Og så skal jeg selvfølgelig også ud at finde mig noget kærlighed igen,” smiler fraskilte John Batz.