Skidegod plan?
Som Kronborg er for Helsingør, vil Vridsløselille kunne få stor PR-værdi for Albertslund, mener DF
Olsen har en plan. Han synes selv, den er skidegod, og håber også at andre vil få det på samme måde.
Det lyder som Egon Olsen, men det er nu Danni Olsen, der menes. Gruppeformanden for Dansk Folkeparti har nemlig fået en idé for Vridsløselille Statsfængsel - der hvor Egon altid udtænkte sine planer.
Fængselsbygningen, der inden for de næste par år skal overdrages til Albertslund Kommune, bør nemlig være sin filmiske fortid meget bevidst, mener DF'eren.
“Jeg synes det vil være synd, hvis vi kun tænker boliger ind i planerne. Som minium bør vi bevare indgangsbygningen og forsøge at indgå et samarbejde med Nordisk Film om at lave et filmmuseum”, siger Danni Olsen.
“Det vil have stor PR-værdi for Albertslund. Vi har jo en lang historie med Nordisk Film, de har også haft studier i Risby. Ovenikøbet kunne man, hvis man er frisk, lave skoleværksted, hvor der undervises i film og medier.”
Danni Olsen sammenligner PR-værdien med Helsingør og Kronborg:
“Der har de jo spillet meget på ”Hamlet”.”
Han mener, at der stadig er plads til alternative boligformer, som indtil videre ligger i planerne, og forestiller sig at cykelruter kunne slå vejen forbi indgangen, ligesom togpassagerer kan guides til stedet.
Om DFs forslag også af de andre partier opfattes som "skidegod", er indtil videre et åbent spørgsmål. Det indgår lige nu i budgetforhandlingerne.
due