Aarhus Tech-elever finaleklare til DM
HTX-elever opfinder regnslag, der også kan bruges som taske
En kreativ idé har givet tre HTX-elever fra Aarhus Tech, der ligger på Halmstadgade i Aarhus Nord, adgang til DM-finale i Teknologi den 2. september hos LEGO i Billund. Her overrækker undervisningsminister Christine Antorini præmierne.
Det var med produktet 'Rainbag' at Laura Feline Prip Ebbesen, Kimmie Lisborg Frydenborg og Victor Hartvig Mortensen fra 3. N. kvalificerede sig til finalen.
Årets konkurrence havde fokus på innovative teknologiske løsninger, som kan ændre forbrugeradfærd og være med til at løse store og små miljøproblemer. Den udfordring havde de tre HTX-elever et godt bud på. Deres produkt – en 'Rainbag' - opfylder to funktioner. Det er et regnslag, som kan ændres til en taske. HTX-eleverne har valgt unge festivaldeltagere som målgruppe for deres idé. Hvert år deltager mange tusinde i festivaler over hele Danmark, og enorme mængder af plastic – herunder engangsregnslag – bliver smidt ud.
“Vi har i vores projekt fokuseret på ressourcespild, og en 'Rainbag' har en smart dobbelt funktion, som både regnslag og taske. Desuden er vores regnslag ikke et engangsregnslag. Det er holdbart, i et design som passer til målgruppen, og det fås som unisex og onesize,” fortæller Laura Feline Prip Ebbesen,
Vil gå hele vejen
“Vi synes, at vores fremlæggelse gik rigtig godt, men bagefter havde dommerne nogle nærgående spørgsmål, så vi blev meget usikre på, om vi ville komme i finalen. Men heldigvis var vi det første hold, som blev råbt op,” siger en glad Kimmie Lisborg Frydensborg.
De to piger er enige om, at dommerne gav mange point for det innovative i deres produkt.
Hermed er vejen altså banet til det store finalestævne, hvor drømmen om at gå hele vejen til toppen af podiet er stor.
“Sidst vandt et hold her fra gymnasiet sølvmedalje ved DM i Teknologi. Det vil vi også gerne prøve, og hvis det kan blive til guld, så vil vi selvfølgelig blive vildt glade og stolte,” siger Laura Feline Prip Ebbesen.