Fortsæt til indhold

AGF Udspring går efter OL-plads i 2020

Målene er tårnhøje, når det handler om AGF Udspring i fremtiden. Klubben vil være med fremme blandt de allerbedste

Samfund
Camilla Olesen

Der er blevet skruet på vippen. Ikke i forhold til styrke, men i forhold til høje ambitioner.
AGF Udspring har sat sig det mål, at klubben vil være med helt fremme i verden. Det betyder OL-deltagelse, og det er endda efter, at elite- og talentholdene var ved at lukke før sommerferien.
“I foråret var vi helt nede at vende, fordi nogle af de gode springere stoppede, og det var hverken sjovt at være udøver eller træner,” fortæller træner Yakov Munkebo.
Det er der nu lavet om på, og klubben, der holder til i Lyseng Svømmebad, er gået all in på at blive en del af udspringseliten. Det betyder, at målet er, at der skal deltage to udspringere til world cup-stævnet i vinteren 2016. Nærmere specifikt er der tale om Harlev-udspringerne Niklas Nybro Sørensen og Martin Christensen, der er blandt de absolut bedste springere herhjemme.
“Hvis det lykkes, så ville vi skrive et stykke Danmarkshistorie, for det er aldrig sket, at der er to danskere, der har været med til et world cup,” siger Yakov Munkebo og fortsætter:
“Vi satser på, at vi kan få én udspringer med til OL i 2020. Hvis det allerede skulle ske i 2016, så ville det være virkelig fantastisk. Det er dog mest realistisk med 2020, og hvis Martin Christensen fortsætter den udvikling, han er inde i og undgår skader, så er det muligt.”

Trænere på kanten

Yakov Munkebo er tidligere udspringer, og i sin tid sprang han sammen med Morten Jantzen-Holst. Han har boet på Sjælland i en lang årrække, men i foråret vendte han tilbage til Aarhus og er gået ind i AGF Udspring.
“Her er der tale om en klub med høje ambitioner, og dem ville jeg gerne være en del af,” siger Morten, der er assisterende cheftræner for talent- og konkurrenceholdene. For at målene bliver nået, kræver det, at trænerne er topmotiverede, og de siger, at det er en fordel, at de selv er gået grædende hjem fra træning, fordi springene ikke lykkedes, at de selv har slået hovedet, når de landede forkert og har knoklet for at nå målene. På den måde ved de, hvad sporten kræver.
“Vi er jo startet mere eller mindre fra nul, men fra nu bliver det ikke længere på hyggeplan på talent- og konkurrenceholdene. Der bliver stillet krav, og de fortsætter ned gennem holdene, så alle er klar over, hvad det kræver, hvis man vil være med i toppen,” siger Morten Jantzen-Holst.
Der er da heller ikke tvivl om, at udøverne skal være topmotiverede, for de skal træne fem-seks gange om ugen.
Dygtige trænere på kanten er dog ikke det eneste, der skal til. Det kræver også finanser, hvis man vil i toppen. Dem har klubben ikke mange af, så derfor skal man i gang med at søge en række legater, så der kan blive råd til træningslejre i ind- og udland samt stævner.
“Vi har set gennem tiden, at det sagtens kan lykkes at skaffe penge, så det satser vi på,” siger Morten Jatzen-Holst.