Far dulmer savnet af mor med alkohol
Filminstruktør Mads Erichsen er på vej med kortfilmen Heksen. Den er optaget med og af frivillige i Vejle med støtte fra cirka 10 lokale butikker og virksomheder. Filmen handler blandt andet om negative konsekvenser af alkoholmisbrug. To drenge bor alene med deres enke-far, der dulmer savnet af moderen med alkohol.
Indtil der pludselig dukker en kvinde op, der ændrer alting...
Over 20 filmfolk, teknikere, lydfolk og skuespillere har arbejdet frivilligt i 74 timer over fem dages optagelser i september.
”Det er hårdt arbejde at lave film på den her måde, og det kræver dedikeret team-work. Men på settet har stemningen været i top og seriøsiteten høj, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi med den her kortfilm får vist omverdenen, at vi også kan lave kvalitetsfilm i provinsen,” siger Torsten Frøstrup, formand for den nystiftede forening Filmforbindelsen Vejle.
Han er en af Heksens bagmænd og stod også bag sidste års Nemesis sammen med instruktøren Mads Erichsen, der bor i København, men har rødder i Vejle.
“Det er en god oplevelse at lave film her. Ikke kun fordi det er 'hjemme', men også fordi opbakningen er helt anderledes positiv og imødekommende. Opbakningen fra virksomhederne gør, at vi kan lave film på et markant højere niveau,” siger Mads Erichsen.
Hollywood Pizza og Taverna Hellas fra Vejle Midtpunkt har hjulpet med mad til det 20 mand store crew, ligesom Netto og bageren i Nørremarkscentret også har. Også Hotel Hedegården og strømforsyningsvirksomheden Bredenoord på Nørremarken har bidraget, ligesom boligforeningen AAB og behandlingsstedet Møllen bakker op om filmen.
Fakta om Heksen
Der er optaget omkring syv timers materiale, der skal ende med en kortfilm på cirka 15 minutter
Primært optaget i skoven bag VB's træningsbaner
Forventes færdigproduceret i slutningen af december
Heksen skal først og fremmest skal deltage på kortfilmsfestivaler og konkurrencer både nationalt og international, fordi det giver mest omtale på sigt
Filmforbindelsen Vejle kan findes på facebook og filmforbindelsen.dk