Fortsæt til indhold

Jeg har aldrig været bange for at få tæsk

Jonas Schrøder er med i Lokalavisen Budstikkens talentjagt

Samfund
Lars Saugbjerg

Med nogle hurtige, lange skridt bevæger han sig ind på midten af gulvet i det store judo-lokale i Fredericia Idrætscenter. Det er her, at han plejer at tage fat. Hårdt fat. I Lokalavisen Budstikkens jagt på unge talenter møder vi denne gang 17-årige Jonas Schrøder.
Det er kun et par år siden, han begyndte at dyrke judo. Men kampsport har længe været en del af hans liv.
“Jeg startede med ju-jutsu da jeg var omkring 11 år. En af mine venner havde prøvet det, og pludselig var vi nogle stykker, som begyndte at træne. Siden har jeg trænet rigtig meget og deltaget i et hav af stævner,” lyder det fra Jonas Schnrøder, der stadig træner hos bruttotruppen, hvor man samler landets bedste.
“Men nu er det judo, jeg har i fokus. Jeg træner fem gange om ugen og er også med hos Fredericia Eliteidræt. Det er fedt. Her kan jeg få forskellige træningsprogrammer - de står altid klar til at hjælpe,” siger ju-jutsu- og judo-kæmperen, der fik sølv i Scandinavian Open - og blev dansk mester sidste år.
Jonas Schrøder har prøvet flere forskellige typer kampsport. Men det er på judo-måtten, han har haft de bedste trænings- og kampmuligheder.
“Jeg regner dog ikke med at dyrke judo mere end et års tid endnu. Så gælder det MMA. Det er kampsport, jeg brænder for. Ikke kun judo.”
MMA står for “Mixed Martial Arts” og er moderne kampsport, hvor deltagerne forsøger at vinde over hinanden ved at benytte sig af en række kampsportsteknikker fra forskellige kamsportsarter.
I judo må man ikke slå og sparke. Man bliver kastet rundt eller fastholdt. Det kan godt gøre nas.
“Enten er man bedre, ellers også taber man. Men jeg har aldrig været bange for at få tæsk. Jeg er måske mere bange for at skuffe mig selv og andre. Det mentale er et område, jeg kan arbejde med”, konstaterer Jonas Schrøder, der ikke opfatter sig selv som et talent - men en slider.
“Jeg var den lille, da jeg var yngre. Og det ville jeg ikke være. Resultaterne fik mig til at holde fast. Jeg træner meget, men det er fedt at vinde, og det giver selvtillid og motivation.”


"Når man dyrker judo har man ikke behov for at spille macho. Det påvirker folk på en god måde."

Jonas Schrøder