Fortsæt til indhold

40 års jubilæum

Samfund
Arkiv

Marianne Kruse, Site sekretær fra Hinnerup, har onsdag 1. oktober 40 års jubilæum på DuPonts innovationscenter i Brabrand.
Som Site sekretær er hun med i den lokale ledelse. Hun er ofte er med til at organisere store og små events, senest et par store: innovationscentrets 50 års dag og en konference for det amerikanske handelskammer.
Det er en arbejdsplads, hvor man ifølge Marianne Kruse kan få forandringer, hvis man vil. Og det er hun selv et godt eksempel på. Som tresproglig korrespondent var hun først sekretær for R&D-chefen i ti år. Derpå fulgte ti år i reklame- og informationsafdelingen, hvor hun bl.a. var redaktør på personalebladet og tog imod skoleklasser, som hver uge kom på besøg. Siden har hun arbejdet inden for et par produktområder, indtil hun i 2010 blev Site sekretær og samtidig sekretær for lager- og logistikdirektøren.
“Det er jo fantastisk, at man kan flytte fra den ene afdeling til den anden og få et helt nyt job og stadig have hele sin baggrund og netværk i behold. Vi har en meget spændende arbejdsplads med et internationalt miljø. Vi er ca. 500 medarbejdere fordelt på mere end 20 nationaliteter,” siger Marianne Kruse.
De mange kolleger er en af hendes største glæder ved jobbet. Flere af dem har hun mødt, når hun har stået i spidsen for arbejdspladsens egen revy. Her hun har både været igangsætter, tekstforfatter og instruktør og nydt alle de timer, hun har brugt på den opgave.
Marianne Kruse har de sidste par år boet i Hinnerup, hvor hun nyder sin have, håndarbejde og historisk litteratur – og frem for alt de to børnebørn, som bor i nærheden.